182 / 287
D en dan sk e D ia k o n isse stifte lse .
D i a k o n i, d. v. s. T jen este og P le je :|:), er ligesaa gam m elt som
den første k ristn e M enighedspleje. K ristus selv, der b a n d t L in
k læ d et om sig og toede sine
D isciples Fødder, v ar den første
store D iakon. I de æ ldste kristn e
M enigheder om fatted e D iakon
erne baad e Mænd og Kvinder,
og fø rst senere opkom Form en
D i a k o n is s e . I d et nye T e sta
m ente er N avnene b e v are t p aa
K vinder, der øvede B arm h jer
tig h ed sgernin g i M enigheden.
T a b i t h a k læ d te de nøgne;
L y d ia tog sig af de fremm ede;
M a r i a , M arcus’ Moder, aabnede
e t H jem for nø d lid en d e; L o is
og E u n ik e un derviste de unge
i Guds Ord. Og P r i s c i l l a næ v
nes som den, hvem P aulus re g
nede til sine „M edarbejdere i
K ristus Jesus“. D iakonissesagen
er ud g aaet fra M enighedslivet
p a a Apostlenes Tid. Det hedder
i R om erbrevet: „Jeg (an)befaler
E der Føbe, vor Søster, T je n e r
inde ved M enigheden i Kenchreæ ,
a t I a n tag e hende i H erren, som
d et sømm er de hellige, og gøre
hende B istand i hvad som helst
hun m a a tte have E der behov;
th i hun h a r og g jo rt m ange B i
stand, ja, ogsaa m ig selv.“
Siden hen fa n d t D iakonien
sin frodigste U dfoldelse øst for
A d riaterh av et. Ved Sofiakirken
i K onstantinopel fa stsa tte en
k e jserlig Forordning, a t D ia
konissernes T al ik k e m a a tte væ re over 40; fo rm o den tlig h a r det
a ltsa a væ ret større før. Og de fornem ste og højest ansete K vinder
Dronning Louise.
S tifte re n af den d an sk e D ia k o n isse stifte lse .
blev Enke og ra ad ig over en um aad elig Form ue i en A lder af 18
Aar, men afslog a t in d g aa n y t Æ g te sk a b , selv under F are for
a t væ kke K ejserens V rede, da han vilde have hende g ift med en
a f sine Slæ gtninge; hun vilde leve for sit K ald og sin G erning.
Ved A aret 600 byggede P a tr i
arken K yriokos i K onstantinopel
en K irke, som han til Æ re for
sin Søster k a ld te „D iakon isser
nes K irk e “. Den blev senere
under T yrkernes H erredømm e
fo ran d re t til Moské un d er N av
n e t K alendér K hané D jam issi,
m en stod dog som M inde om
D iakonissesagens højeste udvor
tes B lom string. H er fra Østen
fa a r m an ogsaa a t vide, a t D ia
konisserne blev ord inerede af
Biskoppen, og hvorledes d et gik
til. D iakonissen træ d er, med
Slør p a a H ovedet, frem for A l
te re t. B iskoppen h ilser h e n d e :
„Guds N aade, som er m æ g tig i
d e t skrøbelige, væ re m ed d ig !“
D erpaa bøjer hun, ik k e Knæene,
m en H ovedet, og B iskoppen
beder Indvielsesbønnen. E fte r
Bønnen læ gger han D iakonernes
hvide B aand (Orarium ) paa
h en de, og d erp aa følger N ad
veren, hvorved D iakonissen t a
ger K alken af D iakonens H aand;
m en h un m aa ik ke give den
videre; hun sæ tter den p a a A l
te re t til T egn paa, a t hun ikke
skal m edvirke ved U ddelingen
af S a k ram e n te t saaledes som
han.
D et var en sto r Opgave, Dia-
k o n a te t fik i de T ider.
Men
e fte rh a a n d e n som F a ttig p le je n , skønt den forblev u n d er K irk en ,
fik et m ere b u re a u k ra tisk T ilsnit, med store A n stalter, H ospitaler,
Th. Fliedner.
D iak o n isseg jern in g en s F o rn y e r i v o r T ids ev an g elisk e K irk e.
agtede det for en Æ re a t tje n e i deres Ræ kke; saaledes M akrina,
Søster til K irkefæ drene Basilius den store og G regor af Nyssa,
og Olympias, Jo hannes K rysostom us’ navnkundige Veninde, som
*) O rdet D iak o n af d et g ræ ske: D ia k o n o s, „T jen er“ ; i den o ld k ristn e K irk e
en P e rso n , d er p lejer fa ttig e og syge.
J. H. Wichern.
„D en In d re M issions H e ro ld “.
F attig h u se o. s. v., og m ed K ontorer og K ontorfolk til a t ordne
S agerne, blev der m indre A nvendelse for D iakonernes og D ia
konissernes H usbesøg, for D iakoniens K æ rlighedsgerning. I den
anden H alvdel af det fem te H und redaar ta b te den sin B etydning.
D iakonisserne blev ved a t væ re til i K onstantinopel in d til henad
178