174 / 287
Elskede Anna Sophie Frederiksberg Slot, var det maaske og-
saa fordi et af hendes Livs mest vemodigste Minder knyttede
sig til dette Sted. Den Søn, hun i 1726 havde skænket sin kon
gelige Elsker og Æ gteherre herude, døde ogsaa her faa Maane-
der efter. Det var for dem begge en hjerteskæ rende Sorg. De
blev paa S lottet indtil næste Foraar, Maj 1727, og de tre Aar,
det endnu var forundt Frederik den Fjerde at leve, kom de kun
tilbage til Frederiksberg paa smaa og flygtige Besøg.
Endnu et Minde, et meget b itte rt, knyttede sig for Anaa Sophie
til Frederiksberg Slot. Da hendes Gemal døde i 1730, var hans
Lig knap blevet koldt, før C h r i s t i a n d e n S j e t t e hjerteløst og
raat, netop herudefra sendte hende det kongelige Reskript, der
fratog hende næsten Alt, hvad hun ejede, og forviste hende til
det samme Sted, Clausholm Slot, hvorfra hun havde ladet sig
bortføre og hvorfra hun, efter den bigotte og sneversindede Chri-
hans Regering tungt over Land og Folk. Allerede under Frede
rik den Fjerde havde de sorte Præ ster, der nok ikke altid selv
levede efter den rigoristiske Lære, de prædikede, tordnet mod
den sunde Livsglæde. Nu blev det h elt galt. Og værre, tifold
værre, fordi Dronningen, S o p h ie M a g d a le n e , tog Magten fra
Gemalen og ganske beherskede ham i en Aand, der var lidet
stemmende med Fromhedens og Kærlighedens Forskrifter. Hun
var ødsel, naar det gjaldt at tilfredsstille egen Pyntesyge, og
hun indførte en Hof-E tikette, saa stiv og idiotisk, som man al
drig før havde kendt den. Fyrster af Guds Naade kunde uden
for S lottets Sale ikke bruge deres Ben som alm indelige Menne
sker til at gaa paa. Man m aatte køre eller lade sig flytte om
kring i Bærestole, og n aar Kongeparret nedlod sig til at vise
sig blandt gemene Folk, var det bestandig i latterlig e Optog med
et halvt Dusin Heste foran Vognen, med skammererede Hejduk-
F o t. „Før og N u“.
Sm allegade Nr. 14, 1920.
T il Ejendomm en liører P rivilegium til at køre med Ligvogn paa Frederiksberg.
stian den Sjettes Dom, havde spredt Forargelse over Landet.
Men — begik Anna Sophie end i sin Ungdom, halvt et Barn,
i Elskovens søde Betagelse en Brøde, idet hun lod sig sin Uskyld
røve af den galante F rister med det kongelige Blod, saa har hun
sandelig ogsaa sonet sin Skyld ved den Trofasthed og Ømhed,
hvormed hun til det sidste Øjeblik vaagede over og plejede ham.
Saa toner Christian den S jette da frem, — Og med ham en
af Frederiksberg Slots ensformigste og tristeste Perioder, hvori
det mindede mere om en skummel Munkebolig end en kongelig
Residens. Ret skal være Ret. Chr. den Sjette var en flittig
Mand og vilde sagtens ogsaa sit Folks Vel; men han ejede ikke
Evnen til at sæ tte sin Vilje i Værk og mindre til at vinde
Menneskers H jerter, fordi han selv in tet H jerte havde. Hans
U barmhjertighed mod Anna Sophie, i samme Øjeblik hun dæk
kede sig med Enkesløret, beviser det, selv om han undskyldte
sin Handling med de strenge Hensyn til Religionen. Han var en
inderlig kedsommelig Herre, utiltalende baade i ydre og indre
Forstand. Lille, uanselig og hæslig at se og høre paa, med den
la tte rlig t lange Næse og den store Mund, med sin grimme Stemme
og daarlige, alt andet end kongelige Holdning, — vissen allerede
fra Ungdomsaarene. Pietismens klamme Næve lagde sig under
ker, med Riddere baade for og bag og paa Siderne! Dumstolt
og hovmodig var Hendes M ajestæ t af sin høje Fødsel, der endda
ikke var just til at prale af. B landt det tyske Hofslæng, der
under denne Konges Regering inficerede Landet, var Dronningens
Moder toneangivende, Fyrstinde fra et af de mange grinagtige
Duodezhoffer i Tyskland, — hendes T itel var Enkegrevinde Sophie
Christiane af B randenburg-Culmbach! Til denne verdenskloge,
politisk interesserede Dames Raad og Meninger lyttede Kongen
villigt og var saaledes under Paavirkning baade af sin Gemalinde
og sin Svigermoder. Omkring de højkirkelige Personer gruppe
rede sig et Hof, der væsentlig var indforskrevet fra „das grosse
V aterland“. Pynteligt var det ikke. Sophie Magdalene, der
neppe havde Grund til Skinsyge paa sin grimme og hjertenskede-
lige Gemal omgav sig efter Sigende med Forsæt med en Krans
af Hofdamer, der i Retning af Surhed og fladbrystet Hæslighed
kunde kaldes udsøgt. Og i denne vakkre Kreds trivedes — trods
det stive Ceremoniel og den fromme, pietistiske Tone — alle
Slags Gemenheder som frodigt Ukrudt: Intriger og smudsige Ka
baler, den giftige Klaffer og den modbydelige Jagt efter dumme
T itler og Ordner! I Sandhed et smukt Interiør!
For Frederiksberg Slot var Christian den Sjettes Regeringstid
17Q