69 / 287
det skønne i Naturen, i Henseende til det botaniske Studiums
Udvikling, soin det Udbytte, akadem iske Lærestole og L andbo
højskoler formaaede at bringe.
Og det var som om de i Alléen liggende Ejendomme nød godt
af den nævnte Haves Nærhed og beflittede sig paa ved smukke
og sirlige gartneriske Anlæg at træ de i Konkurrence med deres
Forbillede. Vi nævnede før Mægler Gersons Ejendom, men og-
saa de Haver, der hørte til Grosserer Gottschalcks Ejendom
(senere Brygger Scheibels), til Grevinde Rosencrones (senere In
struktør Nielsens og senere igen E ta tsraa d Müllers), til Grosserer
Arboes (senere Grosserer Egholms) Ejendom, var alle vel vedligeholdte
og frembød en rig Samling af Floras skønne og straalende Børn.
Ved disse Ejendomme er der forøvrigt ikke meget at omtale,
som kan henregnes til de
gamle Minder. Kun til Gros
serer Egholms Ejendom „Sans
Souci“ k n y tte r sig en tragisk
Historie: En ung Pige, D atter
af en rig, paa GI. Kongevej
boende, Mand, havde fa tte t
Kærlighed til et un g t f a ttig t
Menneske, der var Huslærer
i Familien.
De turde ikke
lade den strenge, pengestolte
Mand erfare deres Følelser,
og de mødtes ofte i H emme
lighed i et til den nævnte
Ejendom hørende Skovparti i
de klare Sommernætter, naar
den unge Pige kunde liste
sig bort fra sit Værelse. Her
vandrede de Arm i Arm, her
betroede de hinanden deres
Sorger og Glæder, her dvæ
lede de i de Illusioner, som
det unge Sind saa let h e n
giver sig til. Men deres Sam
menkomster kunde ikke hol
des saa hemmelige, som Nød
vendigheden b ø d ; de over-
raskedes en Sommernat af
Fad eren , som forbandede sin
Datter og gik saa vidt i sit
Raseri, at han lagde voldsom
Haand paa det unge Menne
ske. Pigen blev indespærret
i sit Værelse og strengt b e
vogtet. Men en Morgenstund
fandt man det tom t og h e n
des Leje u r ø r t ; et Vindue
stod aab e n t ud til Haven.
Man søgte overalt efter hende,
indtil man, dreven af de
skrækkeligste Anelser, ilede
hen til det Sted, hvor de unge Mennesker tidligere havde haft
deres Sammenkomster. Her fandtes det unge Par tæ t sammen
slyngede, begge med et dybt Skudsaar i B rystet og de afskudte
Pistoler ved Siden. En Uge efter bragtes Moderen som vanvittig
paa D aareanstalten; men Faderen var lamge en af Børsens stolte
Matadorer.
Til de gamle Minder hører en Vise, som blev sungen i 1840’erne.
til en Melodi af „Elverhøj“ og hvis første Vers var sa a ly d e n d e :
„Herligt en Aftenstund
Tae til Charlottenlund,
Spise en god Carbonade,
Bedre i Sommervejr
Tage til Frederiksber',
Slaae Madam Lynge en P la d e “
N aar et Navn er indført i en Vise, der er i alle Folks Mund
— og det var dengang denne Vise — saa kan man være aldeles
forvisset om, at hvad enten d ette Navn har en god eller en slet
Klang, er det i ethvert Tilfælde populært og bekendt for Alle
og enhver. Og det var i god Forstand Tilfældet med den nævnte
Md. Lynge, som omtales i Visen. Denne Md. Lynge havde en
R estauration og Beværtning i Hovedbygningén til det nuvæ rende
„Allénberg“ ; den havde ved temmelig høje Priser gard eret sig
mod blandet Besøg, men Varerne var, som R ygtet alm indelig
gik, udmærkede. Om Md. Lynge egnede sig til Genstand for
sligeE fterstræbelser
som dem,der antydes i
Verset ved det
yndede Ord „Plade“, skal vi ikke
kunne sige; men saa meget
er sikkert, at med eller uden Plader var Besøget i Reglen meget
anseligt og Md. Lynge meget yndet for god og reel Behandling.
Den Ejendom, hvor denne R estauration b e fan d t sig, blev op
ført i Slutningen af det 18. Aarhundrede af en Mand, der har
erhvervet sig en vis Berømthed og hvis Navn endnu ikke sjæ l
dent nævnes og citeres. Om denne Mand fortælles der en stor
Hoben Anekdoter, som med R ette eller U rette tillægges ham,
og n aar vi m inder om Anek
doten med Kanariefuglen og
det bekendte: „Det skulde jeg
have g jo rt“, saa véd man saa
temmeligt, hvem der sigtes
til. Han var en højst god
modig Mand, men tillige en
Særling, som blandt andre
Egenskaber roste sig af at
besidde stor Smag og Indsigt
i det Architektoniske. Han
skal derfor ogsaa have ladet
Hovedbygningen paa Alléen-
berg opføre ganske efter sin
egen Plan, og man fortæller,
a t han faldt paa den sn u r
rige Idé at lade alle Døre i
Bygningen gaa indad, for
ikke, som han sagde, a t ge
nere de Fremmede, der kom
for at besøge ham, idet han
mente, at de let kunde faa,
Døren lige paa Næsen, naar
der blev lu k k et op for dem.
Hans E fterfølgere m aa for
modentlig have fundet denne
Forekommenhed altfor gene
rende for dem selv, thi de
har senere forandret Dørene
til at gaa udad. Ved Stedets
Opførelse vilde han lade H a
ven indhegne, men var i Be-
raad med, hvilken Maade der
var den bedste. „Lader jeg
opføre et G ittervæ rk, sagde
han til Tømrermesteren, som
han konfererede med, saa kan
jeg rigtignok se Folk spadsere
i Alléen, men saa kan Folk
ogsaa se ind til mig, og det
er saa genert. Faar jeg d er
imod et Plankeværk, saa, kan Folk rigtignok ikke se ind til mig,
og det er godt, men saa kan jeg heller ikke se ud til dem, og
det er slemt. Hvad skal jeg nu g ø r e ? “ „Det skal jeg sige Dem,
Hr. Agent,“ svarede Haandvæ rkeren. „De skal lade gøre et P la n k e
værk og male et S takit udenpaa.“ „De har saagu Ret, raabte
han fornøjet, saa h ar jeg baade et Plankevau-k og et G itter
væ rk “. Og virkelig saa man i flere Aar et gult Plankevæ rk
med et paam alet sort Stak it udenfor Stedet, indtil en af de
paafølgende Ejere lod det tage bort.
E fter den nævnte Mands Død gik Ejendommen over til en Hr.
Carlsen og derefter til Md. Lynge, som efter at have tru k k e t
sig tilbage fra Forretningerne, afhændede den til en af M a ta
dorerne b landt Københavns Øltappere, Jørgensen i K ronprinsens
gade. Under Md. Lynge var den til Alléenberg hørende Have
hverken synderlig smuk eller tiltræ k k e n d e ; den var beplantet
med F ru g ttræ er og Køkkenurter, og kun et P a r kølige Lysthuse
tjen te Gæsterne til Tilflugtssted i de varme Sommermaaneder.
Jørgensen var den første, der fandt paa at drage større Nytte af
Haven, og det var ham, som her opførte den Pavillon, der senere
efter at være forandret og ombygget, udgjorde Alléenbergs væ
sentligste Prydelse. Den var en blot og bar Træbygning, uden
Overlæge Halks Samling.
Frederiksberg Kirke efter et gammelt Stik.
65