73 / 287
ningsstederne for Almueklassen i ældre Tid. Allerede dets Ydre
fra Alléen var meget plebejisk. Haven var omgivet med et tjæ
ret Plank evæ rk med Glughuller i, der skulde forestille Lysthuse
nes Vinduer. Derfor kaldtes Stedet ogsaa „Blokhuset“. Naar
man kom ind i Haven, laa der tilvenstre et lille, lavt Hus, hvor
fra Varerne, der mest bestod af Punsch, Snaps, 01 og Smørrebrød,
blev b ragt ud paa ikke synderlig sirlige B akker af Opvartere,
der i Almindelighed hørte til Bondeklassen, og som var udstyrede
med tvivlsomt hvide Forklæ der med Smække. Disse Opvartere
var en Del forskellige fra Nutidens, thi skøndt vore danske Gar
çons i Reglen ikke udmæ rker sig ved det vimse Væsen og den
Behændighed, der er et Sæ rkende for tyske og franske Opvartere,
der synes ligesom at være skabte til deres Kald, er de dog i L et
hed og Behændighed og tillige i Forekommenhed sande Engle
mod de unge Mænd, som dengang i nævnte Egenskab fungerede
i „Ratzeborg“. De var uendeligt langsomme, uendeligt trevne,
og de bevægede sig, som om der hang Blylodder af adskillige
Punds Vægt ved Fødder og ved Hænder, af hvilke de sidstnævnte
aabenbarede en stor Afsky for Vaskevand. De modtog Bestillin
ger med en Mine, som om der vistes dem den blodigste F ornæ r
melse, og Udførelsen stod i Harmoni dertil. Det lod næsten til,
som om de viste Gæsterne en stor Naade ved at bringe dem én
og en halv, hvilket med andre Ord vilde sige: en Snaps og en
halv Flaske 01. Endvidere var der i Haven hensat et Orkester,
det vil sige en bred Nodepult, omgivet af Bænke, og paa disse
sad 6 til 8 Musikanter, der opførte en Musik, hvis skingrende
Toner lød vidt ud i Alléen og ubarmhjertigt mishandlede den til
bedre Behandling vante Trommehinde. Disse spillede ogsaa op
til Dans om Søndag Aften, thi her blev holdt landlige Baller paa
en Danseplads i det frie. Henimod Plankevæ rket, som skilte
Haven fra Naboens, var der en Keglebane, hvor der pareredes,
dog mest om Snapse, og endelig var der hist og her i Haven a n
bragt Borde og Bænke for Gæsterne, sam t naar der var meget
trav lt en stor Disk foran selve Huset med en utrolig Masse Drikke-
og Spisevarer. Bag denne Disk viste sig da i Reglen Værten Hr.
Madsen, en k raftig Mand med temmelig barske T ræ k i sit af et
ty k t sort Skæg omgivne Ansigt. Samme Hr. Madsen holdt tem
melig nøje Kontrol ikke blot med at Betalingen erlagdes prompte,
men ogsaa med at Gæsterne, som indfandt sig i Haven, virkelig
fortæ rede noget og ikke indskrænkede sig til at holde sig alene
til den friske Luft. Det var derfor ikke saa sjældent, at han
a ttrapperede en slig Vandbo og spurgte, hvad han skulde opvarte
med, eller ogsaa sendte han et „Tak skal De ha,’, det var en
svær Fortjeneste, De har undt m ig“, n aar den ubeskedne Gæst
luskede ud af Porten. Besøget her hørte saa godt som u d elu k
kende til Sam fundets bas-etage, selv jevne Borgerfolk fandt det
her for simpelt, man saa sjæ ldent en F ra k k e eller Spidskjole,
men desto flere T røje-klæ dte og de københavnske Tjenestepiger,
som dengang var en helt anden Race end nu, idetm indste hvad
Paaklædningen angaar, hørte til „Ratzeborg“s beau-monde. At
de m ilitære Underklassers sam tlige Afskygninger befan d t sig
blandt de besøgendes faste Stok, er en Selvfølge, og det hørte
heller ikke til Sjældenhederne, a t der opstod temmelig drøje
Konflikter mellem disse indbyrdes eller ogsaa med Marinens Mand
skab, som i Reglen var L andm ilitæ ret en Torn i Øjet. Politiet
m aa tte da som oftest blande sig deri, men de gjorde det nødigt,
thi hørende til Søndre Birks Personale var det kun lidet m ands
stærk, og det kunde nok hænde sig, at det havde Grund til at
erkende Sandheden i den gamle Vise: „Hvo, som sig blander i
andres Tvist, faar Skam til T ak for sin Umag tilsidst“.
Dette „Ratzeburg“ forsvandt og det er vanskeligt at ane, at det
venlige, livlige „Sommerlyst“ er det gamle „Ratzeborg“, og aller
mindst vil man kunne genkende det af det Publikum, som især
paa en Hverdags Sommeraften senere færdedes her i saa store
Masser, at man vanskeligt kunde trænge sig igennem. Det var
ikke blot den jævne Middelstand, men ogsaa de mere noble Køben
havnere, der viste en stor Forkærlighed for „Sommerlyst“, som
siden sin første Opkomst, saavidt vides i 1846, ved en dygtig Be
styrelse og ved gode Varer efterh aan d en i den Grad befæstede
sig i Publikums Gunst, at det b e rettig et nævnedes ved Siden af
„Tivoli“ og „A lhambra“, naar Talen var om a t gøre en Udflugt i
Københavns Nærhed.
G eheim ekonferensraad Jonas Collins G ravsted paa F rederiksberg Kirkegaard.
69