71 / 287
videre Elegance og
inddelt i forskellige
Rum; men allerede
dengang frembød den
en særegen Mæ rkvæ r
dighed. Det var lier,
at Magister L indberg
boede, og det var her,
at han prædikede for
sine Tilhængere, det
„danske S am fund“, og
holdt Sammenkom ster
med dem, indtil Poli
tie t endelig fandt sig
foranlediget til
at
sætte en Pind for disse
Conventikler.
In tet lader nu ane,
at Alléenberg saaledes
engang var Sam lings
stedet for de saakaldte
„Hellige“, der i deres
hele Væsen og Færd
afgav en grel Modsæt
ning til det gemytlige
og lystige Folkeliv,
for hvilket Alléenberg
i flere Aar var B rænd
punktet, e fte ra t det af
Øltapper Jørgensen i
Marts 1841 var a fh æ n
det til Chokolade
fabrikant Chr. Kehlet.
Under denne driftige
Mands og senere e f te r
levende Enkes Hænder
hævede Alléenberg sig
til et af Københavner
nes mest yndede F o r
lystelsessteder.
Her
fremstod
efterhaan-
den smukke og t ilta
lende A n læ g : Lyst
huse, hvoraf et k in e
sisk med Hornmusik,
Løvhytter, Karoussel,
Skydebaner, et Thea-
ter osv. F ra den sir
lige Pavillon straalede
Gasblussene fra et
eget Gasværk, mange
Aar forinden selve
København fik d ette
Belysningsmiddel, og
Sangere og Sanger
inder, ægte og uægte
Tyrolere, producerede
sig for et næsten al
tid
overfyldt Hus,
medens den med As
falt belagte
Plads
udenfor samme ydede
et køligt Hvilested,
n aar Trængslen og
Varmen i Pavillonen
blev for trykkende.
Der gaves Fyrvæ rke
rier, større Festlig
heder, blandt hvilke
især Georginefesterne
var smukt a rra n g e
rede,
der var
for
T h ea tre t engageret et
eget
Pantom imesel
skab, og saaledes var
det ikke til a t u n
dres over, at d ette
Etablissement, medens
Kehlet levede og m e
dens hans Kone efter
hans Død med Iver
og Dygtighed førte
Regimentet, va,r op
fyldt
af
Besøgere
b aade Søgn- og H el
ligdage. Men det va
rede ikke længe, før
end det i sin Nabo
„Sommerlyst“ fik en
mægtig Konkurrent,
og da Md. Kehlet tra k
sig tilbage, havde og-
saa Alléenberg kulmi
neret. Det gik i faa
Aar over til flere Væ r
ter, som trods alle An-
strængelser ikke m ag
tede a t bringe det t il
bage til, hvad det
engang havde været.
Dog var det endnu i
1860’erne godt besøgt,
især var Vrimlen stor
om Søndagen, og Ka-
rousselbanen afgav et
yndet Samlingssted for
Københavns Garnison
med deres respektive
Kærester. For Konfir
manderne af Almue
klassen var det næ
sten en Forpligtelse
at tage sig en Tur
paa Karoussellen, naar
de havde h e n te t Sed
delen hos Præsten. Det
var en Forberedelse til
Overgangen til Livets
store Karoussel.
Men m idt i denne
Tummel sad den graa-
hærdede Folkedigter
Claudius
Rosenhoft'
paa sit Værelse i
øverste E tage i Hoved
bygningen, hvor han i
en lang Række af Aar
havde henstillet sine
Pen ater. Der var en
Tid, da han var en
af vore produktiveste
og en i sin A rt for
trinlig Digter. Alle
hans Poesier var gen-
nem træ ng te af en, om
man saa tør kalde det,
folkelig L yrik; hans
Muse var en Søster til
Berangers, denne ikke
uværdig, og som Be
ranger var han u d
sprunget af Folket,
for hvilket han følte
varm t og hjerteligt.
Den af ham i en
Række af Aar u d
givne
„Frisindede“
var et virkeligt Folke
blad, og hvert Num
mer indeholdt i Reg-