31 / 121
19
A lle Medlemmer skulde bære et »Selskaff« (societas) eller Ordenstegn, der, hvis de
tillige vare Riddere, bestod i en prægtig forgyldt Kjæde, medens de Andre af ringere Værdighed
skulde bære den uforgyldt.
Denne Kjæde var allerede fra første Færd af et særeget og virkeligt Ordenstegn, og
blev ingenlunde tildelt Enhver, der modtog Ridderslaget af Kongens Ilaand, som Noget, der
ligefrem fulgte af denne Udmærkelse. Til Bevis herfor kan blandt Andet anføres en gammel
Beretning om den Maade, hvorpaa Kristian I paa sin Hjemrejse fra Rom, medens han under
vejs opholdt sig nogen Tid i Mantua, slog en italiensk Adelsmand, ved Navn Filuppus Nouo-
lonius til Ridder. Det hedder nemlig i denne Beretning, at Italieneren i en stor Forsamling af
høje gejstlige og verdslige Herrer holdt en skjøn latinsk Tale til Kongen, hvilken han endte
med disse Ord: »Derfor beder jeg Dig, o vældige Konge! at Du vilt endnu værdes til at slaae
mig til R id d e r med dit ædelig blanke Sværd og b e p r y d e m ig s id e n m ed din G a v e og
s k in n e n d e G u ld sk in d ., som Sædvane er, da fanger Du deraf evindelig Pris og Ære.« »Der
han havde dette sagt,« hedder det endvidere, »da slog Kong Christjern hannem til R id d e r og
gav hannem en deilig S e l s k a f f a f G u ld.« A f denne Beretning freingaar det klart, at man
har skjelnet strengt imellem at blive slaaet til Ridder og at blive hædret med Kjæden, hvilket
Sidste var et eget selvstændigt Udtryk for den kongelige Naade.
Den første skriftlige Underretning om Kjædens Form findes i den bekjendte Aarhusbisp
Ove Bildes Brev til Kristian IIFs Kansler Johan Friis, hvor det hedder: »— och att die, som
i samme orden wore, motte och schulde bære itt selschab, som var gjort udi lignelse effter
Elefant-diur, og itt Spegell under udi samme selschab, udi lignelse med en blodige torne Krone
og tre blodige nagler in honorem et memoriam passionis Domini Jesu Christi Salvatoris nostri.«
Rigtigheden heraf stadfæste flere Billeder af fremmede Adelsmænd, der have erholdt dette Ud
mærkelsestegn af Kong Kristian I; paa dem har nemlig Kjæden overalt en Form, der ganske
svarer til Ove Bildes Beskrivelse. • Hvorfor netop Elefanten blev valgt til Broderskabets Ordens
tegn, er derimod en Gaade, som ingen Gransker hidtil har formaaet at løse; man er her
blottet for ethvert endog kun nogenlunde sandsynligt Udgangspunkt, og det maa derom, som
oftere, gjælde, at den Sten, man ikke formaar at løfte, skal man kjønt lade ligge.
Om Kristian I’s Søn og Efterfølger Kong Hans vidner Ove Bilde i ovennævnte Brev
til Johan Friis: »Og drog og bar Konning Hans forntc Selschab altiid till sin døde dag og
alle høytidelige dage og wærdschaber og holdt samme selschab udi stor ære og wærdighed, som
maugen nu will witterligt er, og tog Konning Hans udi samme Orden og broderschab med sig
Gamble Konning Hinrich aff Engelland og Kongen aff Schottland, Hans Søstersøn, og sende
dennem bode forn*° Selschab, huilcke som och holdte samme orden og broderschab og Confæ-
deratz, med hannem till dieris døde dag med ser w illie, wenschab og Kierlighed.«
At det
Broderskabstegn, Kong Hans bar og uddelte, ligeledes har været en Elefantkjæde, ses iblandt
Andet af hans Stengravmæle i Odense, hvor han findes afbildet, smykket med et Baand,
hvorpaa der er trykt en Kjæde, sammensat af Elefanter og andre Figurer.
Ogsaa Kong
Kristian II skjænkede Elefantkjæden til Flere, deriblandt Henning Valkendorf, Faderen til den
siden saa navnkundige Kristoffer Valkendorf.
I den nærmest paafølgende Tid, under Kongerne Frederik I og Kristian III, uddeltes
derimod intet Broderskabstegn, hvilket ganske naturligt havde sin Grund i den Omstændighed,
at Ordenen, ifølge dens rent katholske Oprindelse, nu ikke fandtes passende til at gives
som en sær Naadesbevisning af Konger, der satte sig til Opgave at knuse Katholicismen og
indføre Reformationen i Danmark. Uden derfor nogensinde at være bleven udtrykkelig ophævet,
maa Elefantordenen betragtes som ikke længer bestaaende, indtil Kong Frederik II, omtrent
samtidig med den franske Helligaandsordens Indstiftelse, paany kaldte den tillive og uddelte
den, første Gang i Odense, den 3die Maj 1580, i Anledning af Slesvigs Forlening til Kongens