34 / 121
22
I den kronologiske Samling findes flere, af de afdøde danske Konger baarne Exem -
plarer af Elefantordenen og andre i Forbindelse med denne staaende Gjenstande. Vi skulle,
foruden paa de lier, for Oversigtens Skyld paa eet Sted samlede, afbildede Ordenstegn, gjøre
opmærksom paa et ret mærkeligt Klædningsstykke fra Kong Kristian V ’s T id , nemlig en rød
Silketrøje med indvævede Sølv-E lefan ter og Stjerner, efter al Rimelighed et Slags paatænkt
Ordenstrøje fra Ordenens Fornyelsestid. Fra samme Konges Tid findes endvidere nogle Exem-
plarer af de Elefanter, der ved hin Lejlighed forelagdes Kongen, da han skulde bestemme
Ordenstegnets Form, og endelig er der fra Kristian V ’s Tid en sort Bask af Hejrefjer, der
sandsynligvis har siddet i Kongens Barret.
Fjerholderen er af Guld, i gjennembrudt Arbejde,
besat med Diamanter og smukt emajlleret.
Sluttelig skulle vi fremhæve en overordenlig
kostbar og smukt forarbejdet Elefant, der har tilhørt Kong Frederik V. Dækket er af slebne
Safirer, paa den ene Side smykket med Kongens Navnetræk i smaa Brillanter, paa den anden
Side med et Kors af meget store Brillanter, medens Taarnet er besat med slebne Rubiner, Alt
udført i det i Juvelersproget saakaldte Biolægningsarbejde.
Lidt om Hosebaandsordenen og deus Historie i Danmark.
Den navnkundige engelske Hosebaandsorden stiftedes af Kong Edvard III, efter den
almindelig antagne Mening i hans 23de Regjeringsaar, 1350, og ifølge Ordenens Statuter skete
det »til Ære for den almægtige Gud, den hellige Jomfru og Martyren Georg«. Angaaende
Ordenens Oprindelse hersker der stor Usikkerhed. Et meget almindeligt Sagn sætter den saa-
ledes i Forbindelse med følgende Begivenhed: Paa et Hofbal tabte Kongens Elskerinde, Grev
inden af Salisbury, sit venstre Strømpebaand. Idet den galante Elsker bukkede sig, for at
optage det, kom han ved samme Lejlighed til at bringe den skjønne Dames Kjole i Uorden,
og fremkaldte derved de nærmeststaaende Ridderes Munterhed, hvilken de, tvertimod god og
gammel Hofskik, kun slet forstode at skjule. Kongen opdagede deres Skadefryd og udbrød da:
»Hony soit qvi mal y pense!« og lovede, at saaledes skulde dette Baand komme til Æ re, at
baade disse og mange andre gode Mænd skulde tidt og længe komme til at sukke efter det.
Uagtet dette nu kunde være ret pikant, turde do.g den Mening have størst Sansynlighed for sig,
der hidleder Ordenen fra den krigerske og ridderlige Konges Agt, at .belønne Tapperheden med
et sjeldent Udmærkelsestegn, der kunde vinke, som et højt og hæderligt Maal, selv de tapreste
Riddere til hans Faner. Man har da ogsaa navnlig sat Ordenens Tilblivelse i Forbindelse med
det for Englænderne saa hæderfulde Slag ved Crecy den 26de August 1346, hvor 3000 engelske
Riddere og 7000 Bueskytter sejrede over 60,000 Franskmænd og hvor den unge Prins af
W ales, den siden saa berømte »sorte Prins«, tjente sine første Sporer. Der fortælles, at
Kong Edvard bandt sit venstre Strømpebaand om en Lanse, og med denne som Slagmærke
og Raabet »Ridder Georg« som L øsen , stormede hans tapre Skarer ind paa Fjenden.
Ordenens Statuter holdt sig nu i det Væsenlige, som de vare givne af Kong Edvard III, indtil
Henrik VIII fornyede Ordenen den 23de April 1522 og fastsatte mere bestemte Regler for den.
Ifølge Statuterne holdes hvert Aar i Slutningen af April et Ordenskapitel i Windsor
Kapellet, hvor de nye Riddere optages med stor Pofnp og Højtidelighed. Kongen er Ordens
herre, men foruden ham og Prinser af Blodet kan Ordenen kun tælle 26 indenlandske Med
lemmer. Disse skulle være af fornem Byrd, deres Forfædre skulle mindst i 3dje Led have været