238 / 289
236
KAREN BAGGE
Klasser, indskrænkes man væsentlig til atter at standse ved Dansk og
Historie. Nu er det vistnok Snak at sige, at det er grundtvigsk, dersom
man helt op i 3die Gymnasieklasse begynder de danske Timer med en
Sang; men man kommer dog ikke uden om, at ved den enstemmige
Sang, der ikke nøjer sig med et Vers eller to, men synger hele Sangen
igennem for Indholdets Skyld, skabes der' i Klassen en Stemning, som
atter er Baggrund for en fælles Oplevelse, just som man kender det fra
Højskolen. Og gaar man fra Indledningen til selve Timens Stof, Litte
raturen, kan Undervisningen forme sig ganske ens i en Højskoles Høresal
og i en højere Almenskoles øverste Klasser, hvad enten man under Sam
talens Form paa Grundlag af Elevens eget Arbejde eller gennem Lære
rens Foredrag lyser efter Værkets æstetiske og etiske Værdier, eller ganske
enkelt lader dets Poesi tale for sig selv. Som fælles Kilde til de to Skole
formers Undervisningsmaade vil for de sidste Aartiers Vedkommende
Vilhelm Andersens Navn let falde en i Munden med hans uberegnelige
Indflydelse paa dansk Litteraturgennemgang; men hvor meget i hans
aandelige Fysionogmi stammer saa igen fra, at han er født i Grundtvigs
Land? Maaske er det i det hele rimeligt at antage, at bag den Vægt, der
fra Lærernes Side lægges paa Litteraturen, og den Interesse, som Eleverne
yder Faget, ligger bevidst eller ubevidst en Erkendelse af, at Højskolens
til Grund liggende Idéer har Bærekraft i sig selv, at de er almengyldige
ved deres Simpelhed og Sundhed1). »Der gives«, siger Niels Bang, »ikke
den civiliserede Nation, i hvilken der ikke i alle Samfundsklasser vokser
en Kreds af Ungdom op, Landets bedste, som paa et eller andet Tids
punkt gribes a f en ideel Uro; det menneskelige Livs Problemer, de per
sonlige og sociale, trænger paa, indefra og udefra, og tvinger til Tænkning«.
Og han tilføjer senere, at det geniale ved Højskolen er, at den har for-
staaet, i hvilken Grad de unge i saadanne Tider gribes af Historien og
Poesien; Grammatik, Matematik og Naturvidenskab kan her ikke hjælpe.
Ved et Møde a f Historielærere fra den højere Skole udtalte for nylig en
af Danmarks ypperste Historielærere, at hans Maal for Historieunder
visningen var at gøre sine Elever til levende Mennesker. Vedkommende
Lærer vil sikkert ikke i mindste Maade vedkende sig at være grundtvigsk
paavirket, og det er naturligvis ikke alle hans Kolleger, der vil sige ja til
hans Udtalelse, men det viser jo blot, at under saa forskellige Vilkaar,
*) Niels Bang: Opdragelse og Undervisning i d . 19. Aarhundrede. S. 157.