15 / 59
Hans Barhow
og
hans Københavns Veiviser
fra
1748
501
sumpet, i sin Tankegang ikke saa lidt smudsig og i sit
Sind lidt maliciøs Person og langt fra at være en erudit
og klog Mands Arbejde.
I 1740 fortæller Selvbiografien, der stadig bliver knap-
pere, at han atter gik udenlands med Hovedstationer i
Halle og Leipzig; men hvad ban bedrev der, om det var
Alkymien, som stadig lokkede, siges der intet om. Med
hans Tilbagekomst herfra slutter Optegnelserne.
Det vides, at ban denne Gang til en Forandring slog
sig ned i en anden af Øster Kvarters Gader, Dybensgade,
hos en gammel Mad. Lynge. Af en Skrivelse, som Hof-
rath Schmidt skrev til Apoteker Gappel et Par Maaneder
efter Barhows Død i Maj 1754, ses det, at denne stadig
Troende igen er kommen til København og personlig har
opsøgt Barhow for al prøve at faa ham til at »eonversere«
sig, skønt han blev frastødt af hans Ydre. Schmidt for
tæller, at Barhow til en Begyndelse forholdt sig ganske
tavs og afvisende. Men i Længden har Barhow ikke kun
net modslaa Fristelsen til at gøre sig interessant overfor
den lettroende Nar. Han fortalte saaledes Schmidt — ef
ter dennes eget Udsagn — , at han vel sad inde med den
store Hemmelighed og derfor var en sand »Adept«, men
at han havde lovet den gamle Mand, som havde indviet
ham i Mysterierne, at tage Hemmeligheden med sig i Gra
ven. Delte gjorde naturligvis Schmidt endnu mere opsat.
Tilbyde en Guldmager Penge kunde jo ikke lade sig gøre.
Barhow var da naadig nok til at modificere den strenge
Bestemmelse derhen, at syv Aar efter Oldingens Død var
tilstrækkelig Ventetid; men Schmidt maatte saa først ud
levere alle sine Manuskripter til Barhow. Har Barhow
ment her selv at kunne finde en Traad — og ha r de to
Mænd gensidig troet at kunne overliste hinanden? Bar
how viste i hvert Fald Schmidt to Æsker med den ægte
»Tinetur«, et svovlgult Pulver, den ene af Buksbom, den
anden af Elfenben, og Schmidt beretter naivt, at de var
26