117 / 222
Formand, Etatsraad Saabye, der som det vil huskes havde været Medlem af
Kommissionen, naaede kun lige at se ind i den nye Tid. Den 8. November 1817
afgik han ved Døden, hvorefter Komiteen indstillede tre Kandidater til Posten,
øverst Etatsraad Erichsen med 11 Stemmer. Dette Valg skulde altsaa bekræftes
for første Gang af Kommercekollegiet, der som rimeligt kunde være, udpegede
Erichsen til Formand den 2. December samme Aar.
Endnu en vigtig Afgørelse hører med til Komiteens Tilblivelseshistorie.
Spørgsmaalet, om enhver, der havde løst Grossererborgerskab, burde være Med
lem af Societetet, havde altid svævet i nogen Grad i Luften. Der er ingen Tvivl
om, a t det havde været de oprindelige Lovgiveres Hensigt, a t Medlemsskabet
skulde føles korporativt og tvungent, men man havde ikke givet Societetet
nogen egentlig Myndighed til at gennemtvinge dette Krav over for Stadens
Grosserere. Det var et af Motiverne i sin Tid til Dannelsen af Groshandlemes
nøjere Sammenslutning. Man fandt det derfor nu opportunt a t rejse Sagen for
at faa en endelig Afgørelse og henvendte sig til Kancelliet med en Skrivelse af
6. November 1817, hvori man anmodede om, a t Medlemsskabet maatte gøres
tvungent, og at man maatte faa Bemyndigelse til at opkræve et aarligt Kon
tingent, som det maatte forundes Komiteen selv at fastsætte. Det fandt Kan
celliet var et berettiget Krav, og det stemmer jo ogsaa ganske med Kancelliets
Opfattelse af Komiteen som en offentligretlig Institution. Man indstillede derfor
til Kongen, a t Komiteens Andragende blev efterkommet, hvilket skete ved kgl.
Resolution af 21. Januar 1818, hvorefter Resolutionen meddeltes Offentligheden
gennem en Kancelliplakat af 10. Februar. Komiteen fastsatte derefter i et Møde
den 18. Marts 1818, at Kontingentet skulde andrage 12 Rbd. rede Sølv.
Samtidens Dom om Forordningen af 1817 kender vi ikke meget til. Den
store Offentlighed har den næppe interesseret; det har i hvert Fald ikke været
muligt at fremskaffe noget Vidnesbyrd herom. Derimod faar vi et hile Glimt af
Grosserernes egen Dom gennem en Oplysning fra Aaret 1818. I dette Aar
var Grosserer Schartau paa Genvalg til Komiteen, men blev ikke valgt, idet
det fremhæves, at Aarsagen hertil var hans Medvirken til Forordningen af 1817
som Medlem af Kommissionen. Det andet Medlem, Saabye, kunde ikke rammes.
Han var som omtalt død paa dette Tidspunkt. Forklaringen paa denne Reak
tion ligger lige for. Kancelliplakaten af 10. Februar 1818, som gjorde Medlems
skabet af Societetet tvungent, havde forøget dettes Medlemstal i høj Grad. De
nye Medlemmer var netop dem, der var kommet til under Krigen, og som hidtil
havde ignoreret Societetet. De kunde ikke være blinde for, a t Hensigten med
Forordningen af 1817 havde været at indskrænke Adgangen til a t blive Gros
serer, saaledes at Folk af deres Slags kunde holdes ude ved skærpede sociale
Betingelser, hvilket de naturligvis ikke kunde billige. Det var disse Følelser, der
100