114 / 222
gejstring løbsk. Omtalen af dette Forhold fylder nemlig en uforholdsmæssig Del
af hans Votum, men det viser en Forstaaelse af Livets store Problemer, som er
velgørende efter den megen Tale om Detailler.
Det afsluttende Votum, som Kancellipræsident Kaas afgav, er stærkt præ
get af Utaalmodighed over Sagens tilsyneladende Uendelighed: »...det
vilde medføre en ufornøden Vidtløftighed at ytre Mening skriftlig ved hver en
kelt Punkt af denne saa omhyggeligt behandlede Materie«, saa meget mere som
den atter skal behandles i Kollegiet (Danske Kancelli) ligesom vel ogsaa Kom-
merce Kollegiet endnu engang bør høres, før end Sagen refereres for Kongen.
»Men ønskeligt var det, om denne Sag kunde snart tilendebringes, og det kan
næppe ventes, med mindre al videre Korrespondance kunde undgaaes. Magistra
ten er heller ikke hørt, kunde det ikke ske? — jeg tillader mig derfor at foreslaa,
a t Kancelliet indbød nogle Lemmer af Told Kammer og Kommercie Kollegium,
nogle af den nedsatte Kommission, nogle af Magistraten til at træde sammen med
Kancelliet, for i et Par Afteners Sessioner at gaa den hele Sag igennem og om
muligt enes om et Resultat«. Som det vil ses, en praktisk Mands Hjertesuk over
den officielle Forretningsgang og uendelige Papirmølle. Kancellipræsidenten fik
sin Vilje. I Forestillingen til Kongen nævnes det, at man har haft disse mundt
lige Forhandlinger med de interesserede Parter.
Forestillingen er enig i, at man overalt, undtagen ved indenlandsk Kommis
sionshandel bør have Borgerskab, og hermed forsvandt altsaa endelig de uind-
skrevne Grosserere.
Som Indledning til det for os afgørende Afsnit om Gr o s se r e r ne s H a n d e l s
b e r e t t i g e l s e fremkom Kancelliet i Henhold til Ørsteds Votum med en generel
Redegørelse, hvori man advarer mod at binde Groshandelen for stærkt, »under
normale Handelsvilkaar« hedder det et andet Sted, »kan en Stat ikke have for
mange virkelige Grosserere, hvis Virksomhed det er at drive Handel med Ud
landet«. Heller ikke bør man udelukke Fremmede ved at paalægge dem alle disse
foreslaaede Baand, og »saavidt man har erfaret er det ikke befalet i nogen anden
fremmed Stat«.
Man vil da ogsaa se, at det ikke paa alle Punkter lykkedes Kommissionen at
gennemføre sine Indskrænkninger i Adgangen til at opnaa Grossererborgerskab.
S k i b s p a r t e r n e bhver til et rent Formuekrav og nedsættes desuden. Man skal
kun have 30 Kommercelæster eller tilsvarende Formue. Og dermed forsvandt
den gamle Opfattelse fra 1742 af en Grosserer som en Mand, der nødvendigvis
maatte have Skibe i Søen. I n d s k u d d e t i S t a t s k a s s e n turde Kancelliet ikke
ophæve, men udelukkende af finansielle Grunde, ikke fordi man fandt, at det
burde være saaledes. Du e l i gh e d s p r ø v e n blev pure afvist, »man har haft god
Grund til hidtil at have friere Bestemmelser for Gros- end Detailhandel«. Saa
7
97