110 / 222
ytrede herimod, a t Regenten ikke burde være »Folkets Formynder« og frem for
alt ikke indskrænke Undersaatternes Adgang til lovligt Erhverv »ved den Haand-
tering, hvortil de finder sig oplagt«. Det er givet, at alle ikke vil finde paa at
beskæftige sig med den samme Næring, idet netop Frygten for a t falde i Armod
vil medføre, a t man søger andetsteds hen, hvorved Ligevægten af sig selv op
rettes. At Prisen skulde blive opskruet, fordi Erhvervet havde for mange Ud
øvere, stred mod al Erfaring, thi Priserne blev efter Erfaringen just lavere, jo
flere Sælgere der var. Her taler Adam Smith og Liberalismen. Og med disse Ord
fra den nye Tids økonomiske Evangelium vil vi forlade Kommissionens Betænk
ning og følge dens videre Skæbne for saa vidt angaar dens Hovedpunkter.
Efter a t Betænkningen gennem to Aars Fødselsveer var blevet til, begyndte
dens store Vandring gennem Embedsmaskineriet, idet der skulde hengaa endnu
tre Aar, inden Forordningen udkom.
Kommissionen sendte sin Betænkning til Danske Kancelli, der øjeblikkelig
videreekspederede den til General Land Økonomi og Kommercekollegiet, under
hvilket Ministerium Grosserer-Societetet til daglig sorterede, for at Embeds-
mændene her kunde faa Lejlighed til at fremkomme med deres Bemærkninger,
hvilket skete under 10. Januar 1815.
Ogsaa dette Kollegium afgav en meget udførlig Betænkning, hvori det Punkt
for Punkt gennemgaar Kommissionsbetænkningen og til Tider underkaster den
en ret haard Kritik.
Den uhjertelige Tone, hvori dette Dokument er holdt, har ikke en saglig
Aarsag. Kommercekollegiet er tjenstligt fornærmet. Det har nemlig ikke faaet
Kommissoriet meddelt. Ganske vist har det været offentliggjort i Kollegialti
dende, og ganske vist staar det i Kommissionsbetænkningen. Men ad tjenstlig
Vej havde man intet erfaret. Ergo var man fornærmet, og det maatte Kom
missionens Betænkning undgælde for. Holder vi os ogsaa her udelukkende til
Grossererbestemmelserne, er det værd at lægge Mærke til, at Kommercekollegiet
ønsker Bibeholdelse af de Bestemmelser, der hjemler Ret til at drive den store
Engroshandel uden Borgerskab. At det var blevet forbudt i 1808, skyldtes ude
lukkende Krigshensyn. Med Fredens Atterkomst kan der ikke være nogen Be
tænkelighed ved a t opretholde Friheden paa dette Punkt. Heller ikke Reglerne
om Fuldmyndighed var man tilfreds med. Det var ogsaa, mente man, et unød
vendigt snærende Baand.
Hvad Bestemmelserne om Adgang til Grossererborgerskab angaar, afveg
Kommercekollegiets Opfattelse ogsaa betydeligt fra Kommissionens. Man fandt
saaledes Kravet om Besiddelse af et vist Antal Kommercelæster ganske urime
ligt. E t saadant Krav er »lidet passende med nuværende Handelskonjunkturer«.
93