107 / 222
Tilbagegang. De lyder saaledes: »Repræsentanterne skulle første Gang vælges af
det nuværende Grosserer-Societet, og for Fremtiden skulle samtlige Grosserere,
naar Vakance indtraf, for hver vakant Plads foreslaa tre, af hvilke General
Land Økonomi og Kommerce Kollegiet efter a t have over Forslaget modtaget
Repræsentationens Betænkning valgte En. Skulde bemeldte Kollegium ikke finde
sig anlediget til at vælge nogen af de foreslaaede, maatte Sagen forestilles Deres
Majestæt«. Kort sagt, her ser vi Kommissionen opgive Standens Frihed til a t
vælge sine egne Repræsentanter, medens den tidligere selv havde valgt baade
Formand og Ældste. Er det Embedsmændene, der har søgt a t drage denne Magt
til sig, eller kan man tænke sig, a t ogsaa Grossererrepræsentanterne i Kommis
sionen har stemt herfor? Hvor underligt det end lyder, er det sidste sandsynligt.
Thi for det første har ingen af dem afgivet noget Særvotum herom, for det an
det ser vi senere, at Kommercekollegiets Embedsmænd ligefrem tager Afstand
fra en saadan Tanke med disse Ord: »som en videre Foranstaltning for Gros
sererstandens Hele... tror Kollegiet ikke, a t man bør blande sig i Valgene«.
Spørgsmaalet bliver da, hvad der kan have ført Grossererrepræsentanterne til
at acceptere en saadan Ordning, hvem der nu end har bragt den frem. Den
eneste mulige Forklaring synes a t være, a t det er Bestræbelser for i Forbindelse
med, hvad vi tidligere har set, a t holde uønskede Elementer borte. Hvis Rege
ringen beholdt det sidste Ord med Hensyn til, hvem der skulde være Medlem
mer af Komiteen, mente man aabenbart under Frederik den Sjettes Regering
at have Garantier for, at man kunde blive fri for Rabulister. Og heri havde man
uden Tvivl Ret. En anden Ting er, a t der kom den Dag, da man fortrød dette
Skridt; og med den vaagnende Følelse for Frihed og Uafhængighed i Trediverne
modnes den Tanke, at Grossererne bør styre deres egne Sager og selv vælge deres
Repræsentanter. Først i Aaret 1842 opnaaede de denne Ret, saaledes a t Socie
tetets Jubilæum i 1942 altsaa i Virkeligheden er et tredobbelt Jubilæum; og den
sidst nævnte Begivenhed paa ingen Maade den mindst mindeværdige.
Forlader vi disse mere organisatoriske Bestemmelser og gaar over til de mere
almene Groshandelsspørgsmaal, er det Kommissionens 8. Indstillingspunkt, der
paakalder størst Opmærksomhed, idet den skarpt vender sig mod den gamle
Ordning, som var karakteristisk for Kommerceforordningens hele merkantili
stiske Indhold. Det drejer sig om, hvorvidt Varer bør tages hjem »fra første
Haand«, d.v.s. fra Produktionsstedet. Dette havde under den gamle Ordning
været et uomgængeligt Krav, selv om man i 90ernes frisindede Politik saa smaat
havde begyndt at slække det. Mod dette Krav vender Kommissionen sig med
en Indstilling, hvori det hedder: »at de hidtil gældende Bestemmelser om Varers
Forskrivning fra første Haand maatte bortfalde«, saa a t enhver handelsberet
tiget fik Lov til frit at indforskrive sine Varer fra det Sted, han maatte ønske,
90