113 / 222
merne nødvendigvis maatte give. Forholdet var imidlertid, a t Societetet ofte
tidligere havde afgivet allehaande Responsa til offentlige Myndigheder og altid
faaet taget dem for gode Varer, saa dette Argument falder noget tyndt ud og
tjener for saa vidt til a t sandsynliggøre Formodningen om, a t Grossererne i
Kommissionen udelukkende fremsatte dette Krav for a t kunne holde en uønsket
Opposition nede. Denne Debat er den interessanteste Del af Modbemærkninger
ne, der i øvrigt paa de fleste Punkter fastholder de tidligere Standpunkter.
Endelig i Foraaret 1816 begynder saa Danske Kancelli a t arbejde med Sa
gen. Der blev først udarbejdet et Referat, som indeholdt en grundig Gennem
gang af Sagen. Fremgangsmaaden var derefter som sædvanlig den, a t Referatet
sendtes efter Tur rundt til Kancelliets øverste Embedsmænd, »de Deputerede«,
der hver især afgav deres Votum i Sagen, inden den endelige Forestilling til
Kongen kunde udfærdiges. Det første Votum afgaves den 1. April og det sidste
— Kancellipræsidentens — er dateret den 16. December. Naar det saa erindres,
a t Forordningen først udkom i April 1817, vil man forstaa, a t Sagen opholdt
sig i Danske Kancelli i over et Aar.
Det var selve Anders Sandøe Ørsted, der afgav det første Votum, og det,
der blev bestemmende for Danske Kancellis Stilling. De øvrige Embedsmænd
havde kun meget faa og uvæsentlige Bemærkninger a t gøre hertil. Flere af dem
skrev blot: »Enig med Etatsraad Ørsted«. Da Ørsteds Votum i det store og hele
falder sammen med Indholdet af Forestillingen til Kongen, skal det ikke særskilt
behandles her. Blot skal et Par for Ørsteds Indstilling karakteristiske Træk an
føres, der viser ham som en Mand, for hvem Livet former Lovgivningen og ikke
omvendt. Saaledes slutter han efter omhyggeligt a t have resumeret de forskel
lige Definitioner af Begrebet Handel, som Sagens Akter efterhaanden indeholdt,
»man sælger Varen, som man har forskaffet sig til a t falholde, men da man
næppe ved en legal Definition paa Handel kan gøre det Begreb, man i Alminde
lighed danner sig derom, tydeligere, saa synes det rettest aldeles a t afholde sig
fra nogen saadan Definition, hvorved snarere vil fremkaldes nye Tvistemaal
og Elusioner«. Ganske velgørende Ord, naar man har fulgt Sagens tidligere sub
tile, men futile Forsøg paa at finde en Formel, der passer i enhver Situation.
E t andet karakteristisk Træk ligger ogsaa uden for denne Afhandlings egentlige
Emne og nævnes kun af Hensyn til Ørsteds Stilling. Det drejer sig om Spørgs-
maalet, hvorvidt Læreaarene og Svendeaarene bør afskaffes inden for Detail-
handlerlaugene. Det gaar Ørsted bestemt imod ud fra befolkningspolitiske Be
tragtninger, idet han formoder, a t det vil medføre tidligere Giftealder og dermed
voksende Børnetal, der vil medføre forøget Nød og Elendighed. Ørsted har læst
Malthus’ berømte »Essay on Population« fra 1798, og Afsnittet her er en formelig
Anmeldelse og en meget begejstret Anmeldelse. Han løber ligefrem i sin Be
96