109 / 222
berejste Landet, særligt den jydske Halvø, og solgte deres Varer direkte til Køb
mænd, Fabrikanter og Haandværkere. Det var bittert a t opleve for den køben
havnske Groshandelsstand, der paa dette Tidspunkt var berøvet sin tidligere
Hovedkilde, den oversøiske Handel, og for hvem Forhandlingen af udenlandske
Industrivarer kunde være blevet en Redningsplanke i en trang Tid.
Ogsaa Kravet om, a t man udelukkende burde beskæftige Indfødte paa Kon
torerne vendte Kommissionen sig fra, og det i en Aand, som vil vinde Genklang
i Dag. Man gjorde nemlig gældende, a t i det Tilfælde maatte man befrygte, a t
Udlandet vilde gøre Gengæld, hvorved Ungdommen vilde blive afskaaret fra a t
udvide sin Horizont, ligesom Forbindelsen mellem danske og udenlandske Han
delshuse vilde lide derunder, en Synsmaade, der er en internationalt orienteret
Købmandsstand værdig, og som ikke mindst blandt Ungdommen i Dag vilde
være sikker paa a t vinde Bifald.
Inden vi forlader Kommissionens Groshandelsbestemmelser, vil der være
Grund til et Øjeblik a t dvæle ved et af Bårens afgivet Særvotum, som indeholder
en Tilføjelse til en Passus i Betænkningen. Den lyder saaledes: »enhver Klasse
af Handlende burde bestaa af et af Øvrigheden bestemt Tal«, idet »Statsklogskab
bør a t fordele alt Arbejde og alle Haandteringer i Staten paa dens Medlemmer
efter deres Lyst og Duelighed og i Regel [en] kun a t lade enhver Borger virke i
eet Fag«. Motiveringen er følgende: »Gives der for mange, der beskæftiger sig
i een Næring, forekommer opskruede Priser, og«, tilføjes det truende, »alskens
Bedragerier og til sidst Armod«. Man kan nemlig efter hans Mening gaa ud fra,
a t hvis der i en bestemt Næringsvej aarlig kan tjenes 150.000 Rbd, saa kan kun
70—80 Borgere leve af den; thi man maa forudsætte, at enhver til sit Forbrug
maa kræve ca. 2000 Rbd. aarligt. Som Slutargument anfører han, at »et bestemt
Antal Næringsdrivende i hver Klasse maa synes saa meget mere tilraadelig for
hele Handelsstanden, som Handel er en Næringsvej, der kan anses slibrig for
Borgernes Moralitet, og kun lidet fremmer Industri (her: Produktion) i egentlig
Forstand. Her lægger Bårens Kortene paa Bordet og afslører sig som en Mand,
hvis Tanker bunder i en gammel Lære. Det er let at se, at han er Præliberalist.
Han er ikke Tilhænger af Adam Smith, men af hans Forgængere, de saakaldte
Fysiokrater, der ansaa Naturen for den eneste Værdifrembringer, hvorfor de
Erhverv, der, som det hed, »hentede Skattene frem af Naturens Moderskød«
var de eneste værdifulde, nemlig Landbrug, Bjergværksdrift etc., medens Han
delen var det foragteligste af alle Erhverv, idet den kun tilsigter personlig Pro
fit, der opnaas paa Almenvellets Bekostning. Denne Opfattelse af Handelens
Stilling er som bekendt desværre ikke død endnu. Den lever stadig i nogen Grad
blandt Menigmand.
Denne Røst fra Fortiden fik dog ikke Lov at tale uimodsagt. Flertallet
92