105 / 222
missionen a t faa lovfæstet en bestaaende Praksis, nemlig det tidligere omtalte
Forhold, a t den vordende Grosserer skulde p ræ s t e r e en A t t e s t ove r for
G r o s s e r e r - S o c i e t e t e t om, at han besad de fornødne Betingelser for a t blive
Grosserer efter Kommerceforordningens Bestemmelser, hvorefter Societetet sagde
god for Manden hos Magistraten, der saa meddelte Borgerskabet. Denne Praksis
ønskede man dog ændret derhen, a t A t t e s t e n s ku l de u n d e r s k r i v e s af t o
Med l emme r af S o c i e t e t e t »eller to andre værdige Mænd«. Til Gengæld skul
de Attesten nu fastslaa, at Ansøgeren ikke havde begaaet nogen i den offentlige
Mening vanærende Handling. — Spørgsmaalet om Indfødsret som Betingelse
fremdroges af Barens, men vandt ikke de øvrige Medlemmers Bifald, fordi det
kunde bringe Stadens Renommé som Verdenshandelsby i Fare. Det er eet af
de talrige Vidnesbyrd i Kommissionens Betænkning, der viser, at man i eet og
alt regnede med, a t Tiderne efter Krigen vilde blive som før. Den menneskelige
Optimisme er heldigvis ukuelig.
Efter at vi nu gennem Studiet af Borgerskabsbetingelserne har erkendt, a t
Maalet med Kommissionsforslaget var a t faa gennemført en Indskrænkning af
Tilgangen til Grossererstanden, vil vi vende os til den øvrige Del af Betænknin
gens Groshandelsbestemmelser for a t se, om vor Teori kan verificeres her.
Som 9. Indstillingspunkt ytrede Kommissionen Ønsket om, »at Groshande
lens Virkekreds bestemmes derhen, at de alene maa afsætte Varer i saadanne
Partier, som ved Kommerceforordningen af 4. August 1742 er bestemt for de
u i n d s k r e v n e G r o s s e r e r e « . . . hvortil føjedes en Liste over en Række nær
mere bestemte Undtagelser. Dette Punkt er maaske det, der kräftigst under
streger Tendensen. Man ønsker selve Minimumsgrænserne for Groshandel sat
meget betydeligt i Vejret, langt højere end de f. Eks. blev ved Næringsloven af
1857. Derved opnaaede man at understrege, at Grossereren var en virkelig Stor
købmand, hvem det laa fjernt i sin Handel at færdes paa Detailhandlernes Over
drev. Det var atter Tanken om fordums Storhed, der blev bestemmende for Frem
tiden. Lidet anede den Kreds af Grosserere, hvis Tanker staar bag ved Kommis
sionsforslaget, at deres Navne i det kommende Femaar for næsten alles Vedkom
mende skulde komme til a t figurere paa Konkurslisten, eller a t den Form for
Handel, som de havde drevet, aldrig mere skulde genopstaa.
Denne Tanke uddybes ved Bestemmelsen om, at Grossererne ikke maatte
sælge Varer i mindre Partier paa Au k t i o n e r , end deres Handelsret ellers be
rettigede dem til, hvilken Tanke i øvrigt ogsaa er berørt i Kommerceforordningen
af 1742 (§ 12).
Til alle disse Adgangsbegrænsninger, der skulde tjene til a t gengive Standen
dens gamle Ansigt af en fornem Klasse af Storhandelsmænd, knyttedes saa Øn
sket om et synligt Tegn paa den genvundne Position, saaledes som det er ud
88