102 / 222
og fremdeles den 4/8 med ikke mindre end tre Punkter til velvillig Overvejelse,
nemlig 1) om man ikke burde kræve af Grossererne, at de kun beskæftigede Dan
ske paa deres Kontorer, 2) om ikke den, der drev Forretning for en Enke, burde
have Borgerskab og 3) om der ikke i den fremtidige Borgered kunde indføjes
en Forsikring om, a t vedkommende ikke tillige havde Borgerskab eller paa an
den Maade stod i Forbindelse med nogen fremmed Stat. Det er højst sandsyn
ligt, at vi atter her har med et bårensk Initiativ at gøre, idet denne har afgivet
et Særvotum i den af Kongen ønskede Retning om dette sidste Punkt, som
Kommissionen som Helhed ikke turde tiltræde. Bårens gør sig nemlig i sit Sær
votum til Talsmand for, at Indfødsret skal være en Betingelse for Opnaaelse af
Grossererborgerskab.
Endelig den 4. Maj 1814 kunde de fire overlevende Kommissionsmedlemmer
tilligemed Kontorchef Rimestad underskrive den anselige Betænkning, der er et
Dokument paa henved 80 Foliosider, hvoraf en ikke ringe Del optages af temme
lig abstrakte Diskussioner af juridisk og økonomisk Karakter. De skyldes ganske
sikkert Bårens, som satte stor Pris paa den Slags Betragtninger.
Ved denne Lejlighed vil det være rimeligt at koncentrere Undersøgelserne
om de Punkter i Betænkningen, der angaar Grossererne, for at se, hvorledes de
udnyttede den Præferencestilling, de havde faaet ved at være de eneste E r
hvervsrepræsentanter i en Kommission, der ildte alene skulde beskæftige sig
med deres Forhold, men med Næringsforholdene i Almindelighed, altsaa ogsaa
med Detailhandelsspørgsmaal og mere lejlighedsvis endda med Spørgsmaal ved
rørende Fabrikanters og Haandværkeres Næringsret. Der vil med andre Ord
være Grund til a t efterforske, hvilke Udgangspunkter de kunde have for at gøre
Ønsker gældende og fjerne fremtidige Bekymringer fra deres Standsfællers Vej.
E t naturligt Udgangspunkt for Grossererne maatte da være Ønsket om at
ruste sig som Stand til a t staa stærkt, naar engang de fortvivlende Tider var
forbi, og den med Længsel imødesete Fred atter var en Kendsgerning. Hvad
der blandt Bekymringerne kom i første Række, var den sociale og talmæssige
Forandring, som Standen i Krigsaarene havde gennemgaaet, navnlig i Tiden
efter 1807. Man vil erindre, at Antallet af københavnske Grosserere var blevet
tredoblet i den Tid, der var hengaaet siden Krigen begyndte, og en væsentlig
Del af denne Tilvækst faldt paa de sidste Aar. Med denne Tilgang var den sociale
Standard sunket tilsvarende. Den ret snævre Kreds af rige og fornemme Stor-
købmænd, som ved Aarhundredskiftet havde domineret Grosserernes nøjere
Sammenslutning, var blevet spædt op med et yderst blandet Publikum. Det er
en mærkelig, men ubestridelig Kendsgerning, at Krigstider og Varemangel øger
Antallet af Handlende overordentligt, dels fordi — som her — en ubehersket
85