99 / 222
med hvilke Danmark stod i nærmest Forbindelse, nemlig Lübeck og Hamborg,
i hvilken sidste By vi ved, at Barens har været paa en Studierejse. Og netop i
disse to Byer drejede det sig om snævrere Udvalg, der var valgt af deres Kolle
ger blandt Groshandlerne, saaledes som Tilfældet altsaa ogsaa blev med den
københavnske Komite.
Om Vejen, ad hvilken Barens fik bragt sin Plan til Kongen uden om Kolle
gierne og vundet ham for den, kan vi kun gætte. Vi ved, a t Kongen kendte
hans fortræffelige Embedsmandsegenskaber og ofte benyttede dem i Kommissio
ner. Biografien er tilegnet Kongen med en Fortale, hvori det blandt andet hed
der, at Kongen »i afgangne Etatsraad og Ridder Barens nøje kendte en Deres
Majestæt og Landet opofret Undersaat«. At dette virkeligt var Tilfældet, viser
ikke alene Medlemsskabet af Kommissionerne, men ogsaa dette, a t vi af de be
varede Kabinetsregistre kan se, a t Barens tit har indleveret Forslag til Kongen,
hvorimod vi desværre ikke kan se, hvad de drejede sig om, da de vedkommende
Akter er forsvundne. Blandt de Kommissioner, i hvilke Barens benyttedes, var
een, der har en særlig Interesse i denne Forbindelse. Den 14. Maj 1812, altsaa
godt en Maaned før Udnævnelsen af Kommissionen om Handelsberettigelse,
nedsattes en kgl. Kommission under Barens’ Forsæde med det Formaal a t ind
hente Oplysninger fra dem, der havde købt eller solgt Veksler i Banco eller frem
med Mønt. »En Kommission«, skriver Barens, »der saa meget mere vidnede om
Tillid, som den umiddelbart skulde referere til Hans Majestæt«. Med andre Ord:
den Maaned, der gik forud for vor Kommissions Nedsættelse, havde Barens
haft hyppig og fri Lejlighed til at drøfte Handelsforhold med Kongen. Og Barens
var ikke den Mand, der lod en saadan Chance gaa fra sig.
Barens naaede som nævnt ikke at se Resultatet af sit Initiativ. Han gik i
Graven uden a t vide, om hans Idé om Grosserer-Societetets Komite vilde blive
realiseret. Efter sit Ønske bisattes han paa de fattiges Kirkegaard, hvor endnu
ingen Standsperson havde hvilet. Venner rejste ham en Sten med den Indskrift,
han selv havde bedt om i sin Biografi, og i hvilken han vil mindes som Forfatter
af Tidsskriftet »Penia« (Armodens Gudinde), som han redigerede, og hvori han
skrev en meget væsentlig Del af Indholdet. Paa Stenen staar:
»Peniæ Forfatter:
Hans Liv var Daad.«
Ved Fattigkirkegaardens Nedlæggelse kom Stenen ud for adskillige Omskif
telser. Den staar nu i Haven til Nørre Hospital (Almindeligt Hospitals Afløser
som Fattighospital).
Efter at det saaledes er lykkedes a t fastslaa, hvem der er Kommissionens
egentlige Ophavsmand, vender vi tilbage til dens Arbejde. Det vil huskes, a t
82