108 / 222
eller rettere sagt: hvor de var billigst. I Motiverne hedder det blandt andet »at
Konjunkturer og mange andre Omstændigheder kunne foranledige, at Varer
kunne andetsteds erholdes til lettere Priser«. I denne Forbindelse nævnes Ham
borg, hvoraf det fremgaar, a t man har været klar over, at det billigste Sted at
købe i Regelen er de store Verdenshandelspladser. Endelig tilføjes som et prak
tisk Argument, a t Bestemmelser af denne Art meget vanskeligt kan paases
overholdt.
E t andet Forhold, som ikke længere fandtes tidssvarende, var en Bestemmelse
om, at Grossererne ikke maatte sælge deres Varer ved offentlig Auktion, med
mindre de først havde tilbudt dem til Detailhandlerlaugene. Hvor forhistorisk
denne Bestemmelse føltes, forstaas lettest, naar man hører, at Detailhandlerne,
for hvem det dog maatte være et Slags Privilegium, aldeles intet havde at erindre
derimod.
E t andet vigtigt Punkt var Spørgsmaalet om Fremmedes Ret til at handle
en gros. Dette var som omtalt et af de Spørgsmaal, som Kongen ved Reskript
af 2/7 1812 havde paalagt Kommissionen at inddrage under Kommissoriet. Kon
gen havde ved denne Lejlighed ikke lagt Skjul paa sin Mening, nemlig a t der
burde gøres alt muligt for at dæmme op for de Fremmede, der i Krigens Tid
sivede ind i Landet, og som i stor Udstrækning befattede sig med Handel en
gros. En særlig Krigsforordning, Plakaten af 22/12 1808, havde allerede paalagt
disse a t søge Næringsadkomst for deres Handel, saa a t Kommissionen paa ingen
Maade kunde være i Tvivl om den kongelige Mening om denne Sag, hvorfor
man da ogsaa kun omtaler Spørgsmaalet i vage Vendinger. Man har aabenbart
ikke Mod paa a t gaa direkte imod Majestætens Ønsker. Der kan i øvrigt næppe
være Tvivl om, a t Bårens ogsaa her havde en Finger med i Spillet. Han havde
nemlig foreslaaet Indfødsret som Betingelse for Grossererborgerskab, men dette
havde Kommissionens Flertal ikke villet gaa med til. Aarsagen til Kommissio
nens Fremmedvenlighed maa i det hele taget søges i dens Opfattelse af, hvor
ledes Fremtiden vilde komme til at forme sig. Og da man — som i Indledningen
berørt — forestillede sig, at Tiderne vilde blive, som de havde været, maatte
man mene, a t en international Handelsby, som København havde været, og som
den forhaabentlig vilde blive igen, ikke kunde undvære denne Form for Han
delsfrihed, der i den glimrende Handelsperiode havde tilført megen Kapital og
Dygtighed. Man nøjedes derfor med at antyde, at det at udelukke formuende
Fremmede »vist nok vilde være ufornuftigt«. Den endelige Forordning indeholder
da ogsaa en Bestemmelse om, a t Fremmede har Lov at handle en gros her i
Landet med alle Varer, som de ikke har tilforhandlet sig her. Denne Bestem
melse blev fatal for den danske Grossererstand i de daarlige Aar efter Krigen,
thi det var i Ly af den, a t de hamborgske Handelsrejsende, »Probenreuterne«,
91