102 / 180
9i
Klokken to gik jeg derfor gennem Bred
gade med de fine Folk ud paa Langelinje, til
hvilken man for at komme ind maatte have
et Femdalers Kort eller være Militær, hvad jeg
jo nu var.
Paa Promenaden, som dengang ikke havde
Burmeister og Wains kedelige Værksteder til
at skæmme Udsigten over Sundet, traf jeg
mine fire nybagte Kammerater, der ogsaa
skulde vise Uniformen, og vi havde da den
Glæde, at Folk saa’ paa os, som vi mente, i
lutter Beundring. Det var imidlertid for saa
smaat at le, fordi vi, stive af Kulde og med
røde Næser, gik uden Overtøj.
Men efter Festens lyse Side kom den
mørke. Næppe havde Akademiet begyndt strax
efter Nyaar, før vi skulde begraves og døbes;
men i de femten Graders Kulde syntes man
dog, det var vel grovt.
Desto værre kom Løjtnant Penich, Skrive-.
lærer og Chefens Adjutant, ned i Gaarden og
udtalte en passant sit foragtelige: «Sikke Kæl-
lingeri!» Saa hjalp ingen kære Mo’er; vi maatte
herunter i Sneen, og da var Klokken ti. Først
Klokken fem mærkede je g noget, der hed