105 / 180
9 4
tejn Seidelin og Løjtnant Bracht, den ene efter
den anden, kunde ikke perse det ind i mig,
og jeg var ved at gaa fra det hele, da jeg
mødte Marstrand ved Hesten*) paa Kongens
Nytorv og forklarede ham min Nød. «Slud
der,» sagde han, «kom hjem til mig iaften.»
Det gjorde jeg. Han sad i Sofaen, og
tog imod mig med sit venlige: «Velkommen,»
men var i samme Øjeblik inde paa Livet af
mig og baxede mig godt igennem. «Se saa,
nu er Du vel vaagen, eller ønsker Du mere?«
Fuldstændig tilfredsstillet tog jeg Plads
ved Bordet lige over for Marstrand, der atter
tronede midt i Sofaen og saa paa mig med
sine ildfulde, gode Øjne: «Ser Du,» vedblev
han, «nu begynder vi; men først maa je g ha
denne hersens i Orden,» idet han med Anstand
løftede en Gaaseljer i Vejret og skar den til i
fire raske Snit.
«For Du maa vide, med
Gaasefjer og Menneskeforstand gaar Algebra
som en Visk; det er hverken Græsk eller T eo
logi, det er lige ud ad Landevejen.»
*) Dengang var der ingen Plantning til at skjule Hesten,
omkring hvilken man om Vinteren kørte rundt i Kane
for 4 Skilling.