99 / 180
*
hver to, der gik af, og da det tog Tid, inden
det blev til noget med mig, sendtes jeg i
1829
atter tilsøs med Najaden.
Fra dette Tog t erindrer jeg navnlig to
Rideture højt oppe mellem Islands Fjælde.
Paa den første havde vi varmt og dejligt
Vejr. I det klare Solskin straalede og gnitrede
Granitten med et Spil og en Glans, som satte
Fut i os Drenge og lod os kile afsted paa
vore firbenede Islændere baade fremad og opad
med Liv og Lyst.
Anderledes var det Dagen efter paa den
sidste Tur. Alt var graat i graat, dystert
og dødt.
Der var ikke det, der lignede
L iv; selv Stormen fejede sporløst langs de
nøgne Klipper, som hverken havde Træ, Busk
eller Blad; Fjældene, der ragede højt op over
os, saa’ ud, som om de med deres Stenmasser
vilde skrue sig sammen og knuse os. Man
var klam og kold baade paa Sjæl og Krop,
og der kom først Fart i os, da vi vendte om
og rede hjem til Reykjavik.
Havde man kun gjort én Tur op i disse
F jæ lde, vilde man efter en, som den første,
have talt i høje Toner om Islands Granitfjælde