94 / 180
8 3
Nu, da vi vare paa den slagne Rute og
efterhaanden opsejlede alle Skibene, som skulde
Sundet ind , varskoede Udkigsmændene stadig
for Sejlere ret forind, hvad der havde tilfølge,
at den vagthavende Officer kommanderede:
«Luf lidt», «Retsaa», «Til Kurs igen.» Lystrede
Rorgængeren ikke hurtig nok den første Ordre,
kunde det hænde sig, at den i forbedret Ud
gave kom til at hedde: «Luf — til Helvede!»
Havde vi en enkelt modgaaende Sejler,
blev der mere Staahej, og uagtet det er over
58
Aar siden, ser jeg tydelig for mig det store
Barkskib, der under Pres af Sejl krydsede ud
efter, og som vi lige slap agten om, uden at
der blev noget tilovers. Sligt pirrer og glem
mes ikke. Paa en Prik husker je g , hvor jeg
stod, altsammen i Bælgmørke, som det var.
Ved Daggry fik vi Sjælland i Sigte. Da
Solen kom frem og med sine Straaler forgyldte
Kronborg, tog vistnok selv den haardeste ikke
fejl af denne Morgenhilsen, der havde noget
at gøre med Vorherre og meget med Mo’er
og alle de andre derhjemme.
Tidlig paa Dagvagten ankrede Korvetten
6
*