95 / 180
8 4
paa Helsingørs Red, og det kan nok være, at
jeg sov oven paa den Svir.
Efter Klokken otte at have vexlet Salut
med Kronborg, som det sig hør og bør, gjorde
Vagtskibschefen Visit og senere Kaptejn Snee
dorff, Søn af Admiralen. I sin armerede Krag-
jolle var det hans Gerning som Øresunds Told
inspektør at gaa ombord i Skibene og tage
Skøn over Ladningerne med Hensyn til Sund
tolden.
Paa Sneedorff skulde alle Kadetterne hilse
ved Faldrebet, som paa enhver Officer, der gik
iland eller kom ombord. Men for Sneedorff
behøvedes ingen Ordre; hans Navn var nok,
og lagde han paa Siden, vare alle paa Pletten.
Men kom han op og stod i det over Dækket
to Alen høje Faldreb, og udtalte sit: «Velkom
men, mine Herrer,» paa den ham ejendomme
lige Maade, ja! saa stod han dér, sin Faders
Søn, som en ægte Viking. I det venlige Nik,
han sendte ned til os, laa der noget, som om
han vilde sige: «Hvor det er velsignet at se
Eder, kære unge Venner, Il min Faders Stolt
hed — hold fast ved Mindet om ham og ved
det, han vilde.»