91 / 180
8
o
Efter som sagt i et Par U ger at have
kadrejet rundt i N ord sø en , satte vi Kurs for
Færøerne, og det gav Humør, ikke alene ved,
i Tankerne at forsluge os paa frisk Brød, Mælk
o g Rosiner, men ogsaa fordi et Maal for Sej
ladsen er lige over for at dreje rundt, som et
skarpt Skud mod et løst.
Men hvor bleve vi lange i Ansigtet ved
Indsejlingen til Thorshavn, da vi af al den ind
bildte Herlighed kun saa’ en lille Kirke med
et stort Kors, et Par Stenhuse til Amtmanden,
Præsten, Doktoren og «Handelen,» men ikke
en Døjt mere.
Iland blev dog snart den egen tlige B y op
daget af en Kadet, der faldt gennem en Skor
sten ned i et Køkken. Husene holdt sig nem
lig beskedent under Jorden med ikke andet
synligt end Taget, dækket med Grønsvær, fra
hvis Midte en Stump Skorsten ragede ivejret.
Vor første Idræt iland var at fylde vore
Maver med alt, hvad der paa «Handelen»
fandtes af sp iselig e, ikke saltede Sager; den
næste var at ride, og saa at danse hos Præsten,
ikke efter Musik, men efter Sang. Man to g
♦
hverandre i Hænderne, sprang rundt i Kreds,