FørJegBlevLøjtnant

7 7

Vi Smaafyre maatte hænge i med A rbejde

lige saa m eg et som de store.

B lev der ikke

taget ordentlig fat, vankede der over Nakken.

Raad, Vejledning o g Opmuntring stod derimod

ikke paa D agsord enen : «Staa paa dine egn e

Ben, saa falder Du ikke,» hed det sig.

É t Sted havde vi dog Fred o g Trøst, o g

det var tilvejrs hos vor allerbedste Ven Chri

stian Sørensen, der var Matros og som T op s

gast boed e den halve Tid oppe i Mærset, baade

Nat o g Dag. *) Han var en af Nyboders Per

ler. T ilfred s, modig o g adræt, var han med

til alt, o g der var Kulør i hans Svar. For o s

Drenge var han en ren V elsign else, idet han

talte til os om dem derhjemme, mest om Mo’er,

og oppe hos ham havde vi det som Børn, der

i Ferien komme hjem til Foræ ldrene.

Da han i

1847

° g 4^ var Højbaadsmand

ombord i Korvetten Valkyrien o g blev spurgt

om, hvorledes han syntes om Chocolade, som

Mandskabet forsøgsvis fik om Morgenen isteden

for Brændevin, svarede han : «Jo— o — josaa-

mænd. Chocolade smager ganske g o d t, men

*) Tilsøs gør Mandskabet Vagt i to Hold.