141 / 180
130
turligvis af en Landskabsmaler,» svarede jeg.
— «Det er s’gu mit Alvor; af hvem synes
Du?» — «Spørg Skovgaard; vil han, skal Du
se Forskel paa hans Arbejde og de regle
menterede Portrætmaleres.» — «Hvordan det?»
— «Som mellem en Frilands- og en Drivhus-
Plante.» — «Hvorfor det?» — «Fordi den stak
kels Portrætmaler hurtigt opslides. Moden kvæ
ler ham.» — «Maden?» — «Ak nej! Moden,
den tvinger ham Aar ud og Aar ind til at
skjule den nøgne Sandhed under Løgne af
ubarmhjærtige Snørliv, Skørter, Krinoliner, Gar
neringer og af Gud véd hvad.
Tænk om
Thorvaldsen havde taklet sine Gratier til paa
samme Maner.» — «Du vil da ikke, at man
skal lade sig male splitter nøgen?» — «For
mig gærne; en kunstnerisk Mellemting kunde
imidlertid gøre det.» —
Men jeg var jo paa Udstillingen. Ligesom
jeg vilde til at gaa, traf jeg en ældre Dame
og to unge Piger, med hvem jeg skulde paa
Bal om Aftenen. De betroede mig, at de
kun vare der for at faa noget at tale om paa
Ballet, og jeg tilstod, at det gik mig ligedan.
Det var selvfølgelig et meget rart Møde; men