FørJegBlevLøjtnant

Slotspladsen, «hvor Folk skulde vandre med

adstadige Skridt og i dybeste Underdanighed

med Hatten i Haanden, saalænge de kunde

ses fra Christiansborg Slot, dette Tyskhedens,

Hovmodets og Bigotteriets Hjem, der i tresinds

tyve Skridts Afstand havde omgjordet sig med

forsvarlige Jærnlænker og talrige Vagtposter,»

saaledes som blandt andre Overskou fortæller.

N ej, da var det anderledes paa Amalien

borg, hvor Frederik VI laa lige saa trygt i

Sengen, som enhver anden, og hvor det bramfri,

tarvelige*) H of ikke fortrædigede nogen, men

*) Efter et Indbrud paa Amalienborg, ilede Livlægen

Fenger, der var en hovedrig Mand, strax op til Frederik

VI og spurgte til Allerhøjstsammes Befindende og om

Hans Majestæt ikke havde været ængstelig. ‘ Nej, min

gode Doktor, det var jeg ikke.» — «Ja, da vilde jeg

saamænd have været det.» — «Ja, det troer jeg nok;

hos Dem var der noget at ta’, men det var der ikke

hos mig,» og saa lo Kongen. —

Kongens Taffel var tarveligt, og man sagde, at

Maden i «Rosen,» hvor de ringere Hoffolk spiste, var

meget mere udsøgt.

Da der engang blev serveret Krebs ved det Konge

lige Taffel, lagde Frederik VI Mærke til, at en af

Adjutanteme klappede en lille Krebs. Paa Kongens

Spørgsmaal om, hvad dette skulde betyde, svarede

Adjutanten, idet han rejste sig:

«Deres Majestæt!

Det er ikke andet end, at jeg maa snakke godt for det

lille Dyr, det vil hele Tiden ind til Forældrene i «Rosen.»