19 / 274
14
overordenlig Betydning for Landets Skolevæsen i dets Helhed. De
Monradske Seminarister skulde, som han udtrykte sig, løfte de andre
op. Men derfor skulde de ogsaa strengt holdes indenfor Seminari
sternes Ramme. I fast Overbevisning om, at dette var det ene rette,
kunde han her blive en Smule haardhændet. En af de sidste Mon
radister skildrer Mødet med Fjord saaledes:
»Docent Fjord holdt med sin kraftige, jydske Stemme en kort Tale til
os, som ikke skulde tjene til at hæve vort Humør: han betonede stærkt,
at det var Slid og Slæb, vi havde i Udsigt, og at vi efter endt Uddannelse
ikke havde Ret til at vente nogen Løn, hverken i social eller økonomisk
Henseende; vi maatte arbejde for Arbejdets Skyld«.
Vaktes der videnskabelig Lyst og Fo rhaabn ing hos nogen, var
Fjord straks rede til at slaa det ned. Maaske gik hans Ord i den
Anledning lidt videre end hans Hjertens Mening. Men for øvrigt
naaede man virkelig her til Begrænsningen af hans ellers saa rige
Personlighed. Professor Emil Chr. Hansen vidner saaledes:
»Det stødte os flere Gange, naar Fjord kom til at tale om alminde-
ligere Emner, da at mærke den Disrespekt og Mangel paa Forstaaelse, der
fandtes hos ham overfor teoretisk Videnskab og Videnskabelighed«.
Skal man tegne et Billede af Fjord, maa man overhovedet ind
rømme, at han trods al Storhed kunde have sine Fo rdomme, og
grundærlig, som han var, skjulte han dem ikke. Talende i saa Hen
seende er hans Modstand mod Kursus i de pædagogiske Fag og Hi
storie. Han hævdede bestandig, at Lærerne havde mere Gavn af en
populær historisk Haandbog end af et historisk Kursus, og han paa
stod, at man ved at give Lærerne Kursus i Sundhedslære gjorde dem
til »Kvaksalvere med halvt officielt Stempel«.
Men slige Udtalelser fremkom i den bedste Mening. Han vilde
Lærerne det saa inderlig godt. Fjord var i det hele fremfor alt en
Mand med Hjertelag. Det er vanskeligt at udmaale, hvo r meget han
h a r været for de ældre Monradister. Den ene efter den anden ha r
vidnet om, hvorledes han tog sig af dem i alle deres Forhold. Over
lærer A. Hammershøy kalder ham saaledes »en sjælden trofast, fader
lig Ven . . . . nærmest som en ældre Broder, til hvem vi henvendte
os med vore Bekymringer, altid visse paa at finde Forstaaelse og
Hjælp i Raad og Daad«. Fjord tog Del i Monradisternes Glæder og
Sorger, og med sin udprægede Personlighed og sit elskværdige Lune
vand t han som Regel baade deres Beundring og deres Hengivenhed.
Naar Ku rsu s’et var til Ende, tabte han dem heller ikke af Syne,
men viste dem bestandig varm Interesse; med flere af dem plejede
han Venskab lige til sin Død.
Efterhaanden som Fjords Tid blev saa stærkt optaget a f anden
Gerning, maatte h an selvfølgelig personlig komme til at staa Mon-
radisterne og overhovedet Lærerkurserne mindre nær. Han ophørte