23 / 274
18
Rdl., da der allerede var en Tønder-Seminarist blandt Deltagerne og
en, der havde Tysk til Modersmaal, medens to af de allerede u d
dannede var ansatte i Sønderjylland. Dette opnaaedes ganske vist
ikke; men Fo rhandlingen foranledigede Fordobling af Tilskudet for
næste Finansaar. Dog, det hele fik sørgelig kort Varighed. Med
Krigen og med Tabet af Sønderjylland var Sagen bortfalden.
Samtidig med at det slesvigske Ministeriums Bidrag bortfaldt,
truede et Uvejr den unge Kursusinstitution. Af Folketingets F inan s
lovudvalg foreslog Flertallet i Feb rua r 1864, at Kontoen nedsattes
med 800 Kr., idet man — lidet forudseende — tænkte sig, at de
korte Ferieku rsus kun var en midlertidig Nødhjælp, og at deres Be
tydning nu maatte være til Ende, ligesom man saa hen til den
Fremtid, da den hele Kursusinstitution atter maatte forsvinde. Bag
grunden for dette Angreb var Grundtvigianernes og den Tscherning-
W in therske Gruppes fornyede Stormløb mod Statsseminarierne og
Statens Uddannelse af Lærere; Bevægelsen va r begyndt i 1859 og
naaede under Finanslovforhandlingen 1864—65 saa vidt, at Høgsbros
Forslag om at nægte Statstilskudet til Seminarierne vedtoges ved
F inanslovens 2den Behandling for dog atter at forkastes ved 3dje
Behand ling1). Selvfølgelig var det de samme Retningers Mænd, der
foreslog Kursuskontoens Formindskelse. Drøftelsen i Folketingssalen
viste snart, at det for adskillige af Forslagsstillerne drejede sig om
noget mere end et ubetydeligt Bevillingsspørgsmaal; det mærkedes,
at bag det lille Forslag om Besparelse dæmrede det ulige vigtigere
Spørgsmaal, om Kursusinstitutionen skulde være eller ikke være.
Skønt Monrad ikke var Kultusminister, men Konsejlspræsident og
F inansminister, ilede han straks frem til Forsvar for sit Hjertebarn,
og hans kraftige Ord i Forbindelse med de Indlæg, som Pastor H. H.
Licht fra Hundborg, Rotwitt og Kultusminister Engelstoft fremkom
med, førte Kursusinstitution uskad t ud af Krisen.
Der knytter sig megen Interesse til disse Forhandlinger, ikke
mindst til Ordskiftet mellem de to store Førere, der havde siddet
ved h inandens Side i Martsministeriet. Her viste det sig saa klart
som nogensinde, hvo r forskellige Monrad og Tscherning va r; men
det viste sig lige saa klart, hvem af dem der forstod sig bedst paa
Skolens Tarv.
1 Finanslovbetænkningen hedder det:
»Udvalgets Flertal vil ikke nægte, at der ad denne Vej kan være ud
bredt nogen god og hensigtsmæssig Kundskab, men antager, at det samme
maatte kunne meddeles paa en mindre kostbar Maade i en By, hvor der
meddeles saa megen og saa forskelligartet Undervisning, at den hele For*) Rigsdagstid. 1864—65, Folketinget, Sp. 1603 f., 2150 f.