60 / 314
57
Værkerne blev levende for mig, og jeg læste anderledes, end
jeg før havde gjort. Men det var kun i de sidste Aar, vi
havde ham.
Saa slog Afskedstimen for mig; jeg skulde bort, ud som
Lærerinde, og de herlige Timer var forbi. I den lille Stam
bog*), jeg fik ved min Konfirmation, skrev han:
De var kun ung, .da helligt Kald De hørte;
De fulgte det og fast paa Herren tror.
Bliv tro Dem selv, og lad, hvad Hjertet rørte,
Klart straale ud i Gerning og i Ord.
12. Okt. 1842.
, . . .
Deres altid hengivne
P. E. Lind.
De fire smaa rimede Linier viste mig, at han troede godt
om mig, og de var mig til stor Glæde.
2. Okt. 1842 blev jeg konfirmeret i Slotskirken af Pastor
Paulli. Jeg var meget bevæget ved den hellige Handling
og lykkelig over, at min Broder Christian var kommen ind
fra Herlufsholm for at overvære den. Jeg »stod« 1 sort og
med et stort fransk Shawl paa, saadan var det Brug den
Gang. Smykker og andre Herligheder, som de unge nu om
Stunder overvældes med, var der ikke meget af, ja saa lidt,
at min Plejemoder, som saa, at jeg ikke havde faaet saa
meget som en lille Naal, tog sin Brosche af og satte den
paa mig.
*) Denne S tam bog fandtes velbevaret i den 86aange Kvindes
et af de mange Eksem pler paa Frk. Zahles store Ordenssans og Troskab
m od M inderne. Jeg kan ikke modstaa at aftrykke Frk.
ammens
i samme B og: »Gud være med dig, hvad kan da være mo
ig,
inderlig kære N atalie! som hverken Afstand eller Tid nogensin
kunne udrive af mit H jerte.« Karen Mammen.