59 / 314
56
Plejeforældre vardesværre aldrig til Stede). Bagefter blev der
danset og leget af Hjertenslyst. Tonen i Skolen var god og
tillidsfuld. Et Par af Lærerne vil jeg gerne omtale med
særlig Tak. Først Tysklæreren i de højere Klasser, Hr.
Hvalsøe. Hans Flid og Omsorg for selve Undervisningen
og for hver enkelt Elev var enestaaende og berørte mig
stærkt ved Eksemplets Magt. Han haltede meget stærkt,
men ingen af os saa vist andet end hans store, opmærksomme
og deltagende Øjne. Han var Punktligheden og Ordenen
selv. Vi havde næppe sat os, før han kom ind med sine
Bøger i Haanden. Naar vi skrev Stil, gjaldt det jo, at vi
ikke skaffede os utilladelig Hjælp. Ingen Bog maatte ligge
paa Bordet, selv gik han omkring og lagde smaa Oktav
papirer foran hver enkelt Elev, paa hvilket han med egen
Haand havde skrevet vore Opgaver, og et lignende Stykke
fik vi til at skrive Oversættelsen paa. Hver Stil var natur
ligvis møntet paa, hvad han nylig i Læsetimerne havde gen-
nemgaaet. Mens vi skrev, kom vi enkeltvis op til ham og
fik den forrige rettede Stil gennemgaaet. Vore Læsetimer
var omhyggeligt indøvende, baade hvad det fremmede Sprog
og Modersmaalet angaar. Og saa kendte han hvert Barn.
De enkelte Ord, han har sagt mig, viste mig, at han, baade
da jeg var lille og senere, var klar over mine Livsforhold.
Kort før jeg gik ud af Skolen, forærede han mig et lille, af
ham selv brugt Leksikon med de Ord: »For du har nok
ikke nemt ved at skaffe dig et selv«. Jeg ved, at da jeg se
nere begyndte at korrespondere med min Plejemoder, na
turligvis paa Tysk, undrede hun sig over, hvor meget Tysk
jeg kunde.
Den anden Lærer var cand. theol. P. E. Lind, senere Bi
skop Lind. Han greb mig ved sin beaandede Undervisning
i Religion og Dansk. Der var noget frisk og frigørende over
hans Vejledning i Religion, der fik mig til at tænke selv og
læse i Bibelen. Om Lektielæsning husker jeg intet. Og i
Dansk! Ja det var lutter Skønhed og Storhed, syntes jeg.