55 / 314
5 2
han første Gang efter denne Begivenhed skulde underskrive
min Karakterbog, sagde han til mig: »Jeg har altid sagt,
at i en Usandhed har vi aldrig grebet dig, nu kan jeg heller
ikke sige dette«. Jeg gik fortvivlet fra ham. Jeg tror ikke,
min Plejemoder vidste, hvor haardt hendes Strenghed kunde
ramme, hun havde vist selv faaet en streng Opdragelse, og
streng, som hun var mod mig og alle, som hun skulde lede,
var hun ogsaa mod sig selv.
Dog meddelte jeg aldrig noget af dette til andre, trods
mange nysgerrige og medlidende Spørgsmaal fra Slægt,
Venner og Kammerater. Jeg hørte endogsaa heftige Ord
mod Fru E. af hendes Slægt og Venner i Anledning af mig,
de havde ondt af mig. Naar jeg tav, var det da af Frygt,
Hengivenhed eller Stolthed?
Jeg frygter, det var mest det sidste; det var mig svært at
være Genstand for Medlidenhed. E t forældreløst Barn træn
ger saa haardt til et ømt og forstaaende Hjerte, — og selv
da!
Hvor har jeg lidt, naar jeg saa andre Børn skynde
sig til deres Moders Favn og græde ud eller juble i hendes
Arme. Hvor var det trangt at staa ene, naar de andre havde
deres sikre T ilho ld ! Men denne Erfaring har gjort mig aar-
vaagen i min Virksomhed for de forladte og ensomme. Jeg
blev dybt greben af et Barns Hjertensgodhed, som en Lærer
ved et Lærermøde fortalte mig om. Dette Barn havde en
Gang, da han vilde straffe en af hendes Kammerater, stand
set ham med det Udbrud: »Aa, Hr. B., hun har ingen Mo
der!« Og aldrig har jeg fundet en Ansøgning til Lærerinder
nes Understøttelsesforening mere værdig til Medfølelse end
den Ansøgerindes, der en Gang skrev: »Jeg har aldrig kendt
Fader eller Moder og ved næppe, hvem de er«.
har jeg gode Minder fra de Aar, jeg var i Pro
fessor Eschrichts Hus. Dog var der baade noget stort og
smukt hos min strenge Opdragerinde, og Opholdet i deres
Hus har haft Betydning for min Fremtid.