56 / 314
5 3
Alt ved min Konfirmationstid mildnedes vort Forhold, og
senere blev hun mig en sand Veninde, ømmere og inderli
gere Aar for Aar. Det var fra hendes Haand, jeg modtog
de eneste Gaver, da jeg stiftede min Skole og indrettede mit
Hjem. Det var hendes Øjne, der fulgte mine Skridt, hun
var den første, der vovede at anbefale mig til sine Venner,
hvilket var en stor Opmuntring for m ig; den første, der glæ
dede mig ved at aabne sit Hus for mine nærmeste. Hun,
som aldrig kunde tænke sig at tale ved en festlig Sammen
komst, hævede desuagtet en Gang i et Selskab hos mig sit
Glas og sagde: »Det er Natalie, som har lært mig at elske
Danmark«. Hun støttede mig i de første vanskelige Aar
med smaa Summer nu og da, og da hun var bleven Enke,
spillede hun eller læste Sprog med en og anden trængende
Elev; og til sidst frydede hun mig ved i
1878
kort før sin
Død at skrive til mig p a a D a n s k : »Hvor lykkeligt, om
vi*) nu kunde flytte ind til dig, og jeg der kunde finde Ro
og Hvile i Din Bolig og dø der; det vilde være saare vel
gørende«. Kunde jeg vente mere? Jeg gemmer dette Brev
som en Skat.
Professor Eschrichts Minde er mig dyrebart. Hans Viden
skab, Naturvidenskab og Fysiologi, havde jeg stor Interesse
for, og hans fortrinlige populære Foredrag, som jeg altid
var med til, vakte tidlig min Sans for Ordets Magt. I min
Stambog skrev han, da jeg forlod hans Hjem, følgende.
»Vær en strengere Dommer mod dig selv end mod andre.
Aflæg dig Regnskab for hver Dag, hvorvidt du har anvendt
den til at blive forstandigere og bedre. Væn dig til at finde
Din bedste Glæde i Arbejdet. Lyt aldrig til letfærdig Tale,
og frygt mere for smigrende Ord end for strenge. Taler
Du om andre, saa tænk Dig, at de hørte derpaa, og er Du
en Gang i Tvivl om, hvad Du bør sige eller gøre, da tænk
* ) F ru E . o g S ø s te r e n H e n riette P etit, s o m indtil sin D ø d
1912
o g s a a
v a r F rk. Z a h le s h e n g iv n e V e n in d e o g h y p p ig e G æ st i h e n d e s H je m .