57 / 314
54
Dig Din Moder vaage over dig. Pas, at denne Tanke altid
er Dig kær.«
Din faderlige Ven
D. Eschricht.
I Skolen gjorde jeg Lykke blandt Foresatte og Kamme
rater, og det var vel ikke frit for, at jeg der tog Revanche
og slog mig løs efter Evne. Jeg var altid mellem de øverste
i Klassen, Nr. i eller 2. Men jeg var ogsaa med til alle Spilop
per*), der kunde løbe nogenlunde godt af. Med min digte
riske Fantasi fortalte jeg Historier, og som Fortæller var
jeg i mit Es. En Tid var det Mode mellem os at skrive Vers
om Lærerne. Jeg skrev da ogsaa et en Gang om en Historie
lærer, som med sit tørre: »herfra og dertil« desværre ikke
vakte Sans for »Historie«. I Frokostkvarteret stod jeg og
læste det op for en taknemmelig Tilhørerkreds, da jeg plud
selig saa Skolens agtværdige og elskværdige Bestyrerinde
staa lige overfor mig med udstrakt Haand og de Ord:
»Donnez moi ce papier, Mademoiselle Zahle«. Vi talte altid
Fransk med hende. Jeg tror ikke, der var et ondt Ord i mit
Digt, noget om en Paryk og en Spyttebakke husker jeg.
Men jeg blev som forstenet af Skræk. Jeg turde ikke lægge
»le papier« i hendes Haand, men stod og rev det i bitte smaa
Stykker bag paa Ryggen og lagde dem saa omsider i hendes
stadig udstrakte Haand. Hun tog dem og gik. Der var
Gravstilhed i Stuen. Tre Dage gik, og jeg var nærved at
blive syg af Angst. Sæt hun en Dag viste sig i mit Hjem
og spurgte efter Madame Eschricht!
*) En Kammerat fra hin Tid skrev i 1901 til Frk. Z .: »H usker du,
da du som 14aarig og jeg som lOaarig legede Skole i Am aliegade; jeg
var en langt villigere Elev h os dig end i den virkelige S k ole? Og husker
du, naar vi legede R øvere i Leths H ave paa Fæ lledvejen under dig som
Røverkaptain. Da gik det lystigt til, naar du svæ rgende ved »Mars’s
knitrende L yn« førte os i Ilden. Ja, du var skabt til at være Fører.«
Udg.