91 / 314
8 8
alt var saa smukt og stort. »Den skønne« var ikke altid
med, men til sidst stod hun der igen, lagde sin Arm om mit
Liv, trykkede et fast Kys paa min Mund, mens hun saa
paa mig med kærlige Blikke og sagde: » Sa a k o m m e r
j e g i g e n ! « Hun forsvandt, men det var mig, som om
en Engel fra Gud havde m e l d t s i t K o mm e , — og om
mig var de sødeste Ansigter, blandt andre Moders, som saa
paa mig med usigelig Kærlighed.«
En anden Gang — 16. April 1913 — prøvede jeg, tilskyn
det dertil af een af hendes Nærmeste, at trænge ind paa hende
for at høre lidt af hende selv om hendes legemlige og aande-
lige Tilstand. Det var med et ejendommeligt klogt og gen
nemskuende Udtryk i Øjnene og et vemodigt Smil, at hun
svarede m ig: »Ildebefindende! er ikke paa et enkelt Punkt,
men i hele mit Legeme, og jeg kunde ønske, at det gik lidt
hurtigere enten til den ene Side eller« — her nølede hun
»til den anden; men Du kan være ganske rolig, jeg tror saa
sikkert paa, at alt staar i Guds Faderhaand!«
»Herren gav!« Uendelig meget har han givet den dan
ske Skole — og alle os, som stod Natalie Zahle nær — gen
nem hendes ædle og rige Personlighed. »Herren t o g !« Vi
føler dybt, hvad vi har mistet i hende; men først og sidst:
» H e r r e n s N a v n v æ r e l o v e t ! «
Th. Moltke.