95 / 314
92
hendes efterladte Optegnelser, der kun er faa, og det mer end
løst skitserede Udkast, der utrykt foreligger til en Plan for,
hvad hun selv vilde have medtaget i sin Skildring, er af en
saa personlig Natur, at Muligheden for at følge denne i
Fortsættelsen fra en anden Haand er ganske udelukket.
Det er derfor ogsaa, det kan jeg trøstig sige, med Angst
og Bæven, jeg drister mig til at forsøge paa, ud af de uende
lig mange rige og forskelligartede Minder, et næsten 6oaarigt
Samliv har skænket mig, at fremstille et Billede af Natalie
Zahle, som det i de skiftende Tider har tegnet sig for mig
i Livet inden Døre og i den store Virksomhed udadtil. Jeg
har dog ikke i Længden turdet undslaa mig for at følge de
talrige Opfordringer, der har lydt til mig fra nære og kære
som fra fjernere Venner og Kendinge, til at skrive om Frk.
Zahles Liv, thi ved Siden af disse Forestillinger er jeg ble
vet tilskyndet af noget for mig langt mere afgørende, nemlig
af den Stemme, der talte til mig gennem min egen Samvit
tighed, og min Vished om, at Frk. Zahle ventede dette Ar
bejde af mig.
Allerede mange Aar tilbage i Tiden har hun udtalt til
mig, — jeg kan næsten ikke sige som et Ønske, men som
en given Sag, — at det blev mig, der »skrev om hende«
efter hendes Død. Denne hendes Tro vil jeg nødig skuffe,
om jeg end med Skamfuldhed og Vemod maa bekende, at
jeg ikke har »købt den belejlige Tid« og ikke rustet mig,
mens Stunden var der, ikke samlet Stof, medens jeg endnu
havde hende selv som levende Kilde at øse af. Jeg har altid,
som man siger, »skubbet Sagen fra mig«, staar saaledes
nu over for et begyndende Samlerarbejde og føler mine Be
tænkeligheder forøges herved. Paa den anden Side maa jeg
indrømme Sandheden i den Betragtning, der atter og atter
føres frem for mig, at jeg er den af den nulevende Slægt,
der sidder inde med de fleste Betingelser for at kunne udføre
et saadant Samlerarbejde, Betingelser, der s l e t i k k e har
deres Rod i min Evne eller Indsigt, men simpelt hen i den