101 / 314
g8
skedenhed, ja, tit dyb Ydmyghed, var saa ejendommelig
fremtrædende hos hende.
Den religiøse Tro og Forvisning, der lyser frem i dette
og de andre mærkelige smaa Breve, maa jo opfattes som et
af mange Vidnesbyrd om hendes Hjems Kristentro, men
kan naturligvis i hendes lille Barnehjerte endnu ikke være
andet og mere end en Genklang af »Tonen fra Hjemmet«,
kan ikke være et selvtilegnet, personligt Eje.
Usigelig vemodigt er det at følge den lille forældreløse
Pige ud af sit Barndoms Paradis og fra nu af se hende, hvad
vi kan kalde »tumlet om«, næsten for Vind og Vove, indtil
hun endelig bliver klar over sin Livsgerning og sit Kald, og
vi da møder hende, 24 Aar gammel, som Skolebestyrerinde
i København. Men hvor forstaar v i ikke nu, og hvor for
stod ikke hun selv, hvor vidunderligt hendes Veje under
alle Omskiftelser var blevet ledet. Hvor havde ikke alle
hendes Oplevelser været berigende og udviklende for hende,
selv de, der havde beredt hende de største Smerter. Hvor
har ikke baade Bedstefaderens forkælende, beundrende Øm
hed og Plejeforældrenes omsorgsfulde Strenghed vakt Re-
flektioner allerede hos det tænksomme B a r n, langt flere da
hos den u n g e P i g e , der kunde se det alt paa Afstand, og
hvor har ikke disse Betragtninger og Sammenligninger,
disse Savn og disse Længsler, været frugtbringende for hende
selv senere hen i hendes Virken som Barnets og den unge
Piges Opdragerinde. Og hvor har ikke det paa en Maade
saa stille, paa en anden Vis saa fri og friske Liv i Bjerre
Mølle, hvor hendes Ungdom og Livsglæde kom til sin Ret,
virket frigørende og forløsende paa hende, og hvor har ikke
Modsætningen hertil, Livet i den lille Provinsby, hvor hun
kom til at spille en vis Rolle, og hvor hun nød saa mangen
ungdommelig Fornøjelse, været opdragende for hendes Men
neskekundskab, for hendes Vælgen og Vragen, for hendes
Ansvarsfølelse. Og endelig, hvor gavnlige var saa ikke de
trange Studieaar i København, under fattige Kaar, Savn og