102 / 314
99
Prøvelser, og under hendes Plejeforældres og »Velynderes«
manglende Tro og Tillid — ikke til hendes Karakter og Vilje,
men til Rækkevidden af hendes Evner, hvor har ikke alt
maattet mane hende til Alvor, staalsætte hendes Vilje og
styrke hende i Troen paa sig selv og det Maal, hun havde
sat sig.
Jeg synes, man maa sige, hun gennem alle disse Omskif
telser og Oplevelser er blevet rustet og stod rede, da Timen
kom, hvor det begyndte at dages for hende, og hvor hun
mærkede noget af den Tillid udefra, hun følte, at hun selv,
eller rettere hendes S a g fortjente. Hvad den Dag betød for
hende, da Justitsraad Fick traadte ind i Stuen og tilbød hende
at overtage den fratrædende Frk. Foersoms Skole, har hun
selv skildret saa levende, at jeg kun her behøver at henvise
til hendes egne Ord; men jeg kan tillige bevidne, at hun i
trofast Hengivenhed nærede Venskab for ham, saa længe
han levede, og altid senere bevarede ham i taknemmeligt
Minde.
Det var 15. April 1852, Frk. Zahle overtog Frk. Foersoms
Skole. Jeg har andensteds*) skrevet, at jeg ikke tog i Be
tænkning at udtale, at denne Dag, da Frk. Zahle holdt sit
Indtog i Kronprinsensgade, blev betydningsfuld ikke alene
for hende selv og de omtrent 50 Elever, Skolen da talte, men
ogsaa for de Hundreder og Tusender, der skulde følge efter
dem i den samme Skole, ja, for vide Kredse Landet over i
hendes eget Slægtled og de kommende. Om jeg her har
taget fejl, maa senere Tider dømme om; men den Slægt, der
nu vil rejse et Mindesmærke for hende i vor Hovedstad,
maa vel staa med samme Opfattelse som jeg; eet tør jeg i
hvert Fald hævde, og det er, at med eet eneste Bogstavs
Tilføjelse rammer min Paastand en Kendsgerning, som ikke
kan omstødes. Lad mig sige: »i hendes eget Slægtled og
d e t kommende«, saa er jeg paa den sikre Side; hun virkede
*) Vor Ungdom, December 1913.