108 / 314
105
af det »levende Ord«, under §aa at sige en Overrisling af
Sang, Sagafortælling som af vor egen Tids Guldalderdigt
ning l æ r t e en hel Mængde, ogsaa af de ganske almindelige
Skolekundskaber. Vi havde fortrinlige Lærere i alle Fag;
Susette selv læste Dansk med os smaa og var en fortrinlig
Lærerinde, — og i hendes bibelhistoriske Timer bragtes vi
gennem hendes malende Skildringer fra det gamle og det
ny Testamente ind under en Indflydelse af den hellige Skrift,
der mer end opvejede, hvad vi i k k e lærte af nogen Katekis
mus; saa vidt jeg véd, kom end ikke Luthers lille Katekis
mus inden for Danekvindeskolens Mure.
Naar jeg senere hen i Livet har været og stadig er en af
de ivrigste til selv at hævde og til at støtte andres Paa-
visning af, at en af Frk. Zahles allerstørste Velgernin
ger mod den danske Skole har været den, at hun forstod,
i Beundring og fuld Hengiven, at optage og tjene den grundt
vigske Skoletanke om det mundtlige Ords Betydning og
om Frivillighedens Glæde i Barnets Arbejde uden dog at
lade sig lokke ud i dens Overdrivelser eller følge den i dens
Forsyndelser, saa har der naturligvis været Øjeblikke, hvor
jeg har spurgt mig selv: »Er dette rigtigt? Var ikke Susette
Dalgas den første, der slog til Lyd for disse Tanker inden
for den højere Skole, og var det ikke hende, der førte dem
ud i Handlingens Verden?« Men mer og mer er jeg blevet
klar over: »Nej, Frk. Zahles er Æren!« Susette Dalgas var
den, der beredte Vejen; hun maa stilles paa V e j b r y d e
r e ns betydningsfulde Plads, mens Frk. Zahle maa ses som
R e f o r m a t o r e n af den danske Pigeskole.
Hver Gang jeg tænker tilbage paa disse min Barndoms
to aandelige Velgørerinder, træder, trods Ligheden dybest
inde, Forskellen frem paa saa mangt et Punkt. Her skal
jeg kun nævne eet Træk : Alt medens Susette færdedes mel
lem os, selv glad og oplivende os alle, lykkelig ved sit Ar
bejde med os, og for vore Øjne aldrig træt, kunde hun af og
til sige til os: »Nej, kære Børn, tro ikke, jeg bliver hos jer ^