112 / 314
i og
har raadet over, eller om Impulser fra andre har været af
gørende for hende. Jeg véd saaledes ikke, om hun har haft
noget Forbillede at arbejde efter, om hun f. Eks. har kendt
andres tidligere indsendte Skoleplaner, men jeg er mest til
bøjelig til at mene, at den hele Plan er et første Haands
Arbejde med Hensyn til selve Formen og Ordningen. Jeg
mindes egentlig kun en eneste Gang, hvor hun har talt noget
videre med mig om denne Skoleplan, og det var, dengang
jeg for omtrent 50 Aar siden skulde underkaste mig Institut
bestyrerindeeksamen og derfor ogsaa skulde indsende en
fuldstændig Skoleplan. Da gav hun mig sin til Gennemlæs
ning uden synderlig Kommentar, men blev ved senere at
gennemse min Plan yderlig forbavset over, at jeg baade
med Hensyn til Form og Indhold havde holdt mig temmelig
nær til hendes, — hun »havde glædet sig til noget nyt og
friskt«, var hendes skuffede Ord.
Jeg havde Indtryk af, at hun ikke tillagde dette sit Ar
bejde synderligt Værd, kunde hun end lejlighedsvis frem
hæve, hvor mange af de Krav, der nu overalt fyldestgjordes,
hun allerede i sin første Begyndelse havde slaaet til Lyd for.
Som den første, meget dristige Tanke, hun udtalte, vil
jeg nævne Kravet om etaarige Klasser. I den Tids højere
Skoler, der alle var forholdsvis faatallige, nødvendiggjorde
de økonomiske Forhold to-, undertiden treaarige, Klasser,
delt i et yngre og ældre H old ; men ikke alene i Kravet om
etaarige Klasser bryder Frk. Zahle Lansen for noget nyt:
Paa en Tid, hvor Fjortenaarsalderen endnu mange Steder
betragtedes som Barneskolens Aldersgrænse, foreslaar hun
Skoletiden forlænget til det 16. (!) Aar, en Tanke, hun ikke
kom til at realisere i sin egen Skole før ti Aar efter dens
Grundlæggelse. Hun tør dog heller ikke endnu i sin Plan
opføre ti Klasser som Normaltal. Hun nævner ni og begrun
der Kravet saaledes*) :
*) Planens originale Retskrivning er overalt bibeholdt.