109 / 314
io6
bestandig! Mit hele Liv vil jeg ikke ofre (hun brugte netop
dette Udtryk) jer«, og naar vi da saa bedrøvede ud, spredte
hun den mørke Sky, der lejrede sig over vore Ansigter, med
et muntert Udbrud som: »Naa, lad os nu ikke tale mere
herom, nu har vi jo hinanden, lad os saa være glade!« Men
saaledes kunde Frk. Zahle aldrig have tænkt eller talt. Fra
første Færd, inden jeg endnu var kommet til at holde af
hende, forstod jeg, at den Gerning, hun havde valgt, havde
hun valgt for L i v e t , ikke givet sig ind under den som en
Trælletjeneste, men som en stor og hellig Opgave, under
hvis Banner hun bestandig b a d om, at det maatte forundes
hende at tjene. Hun gav sit hele Liv til Arbejdet for os,
og hun gjorde det ud af sin Sjæls inderste T r a n g . Susette
levede med os i Kraft af sit friske, glade, rene Sind, levede
som den, der fik det bedst mulige ud af Øjeblikket, men al
drig grublede over Fremtiden. Denne blev da ogsaa ganske
anderledes, end vi havde ventet det.
I Efteraaret 1853 trolovedes hun med Professor Mariboe,
der nogle Aar i Forvejen var blevet Enkemand, og ved Jule
tid samme Aar ophævedes Danekvindeskolen; den var ikke
blevet 10 Aar gammel. Hvorledes dens Skæbne vilde være
blevet, om Susette var forblevet ugift, er ørkesløst at gruble
over. Den stod og faldt, som den var, med hendes Ungdom.
Jeg tror ikke, hun vilde have haft Kraft til at føre den op til
at blive en s t o r Skole, der vilde komme til at omfatte
Børn fra mange forskellige Samfundslejre. Heller ikke tror
jeg, hun vilde have haft Evne til at være Leder af en stor
Lærerkreds; hun kunde ikke som Frk. Zahle »skabe Skole«;
hun kunde kun leve sit eget lykkelige U m i d d e l b a r
h e d e n s Liv i en Kreds, der glad og tillidsfuldt, uden Kri
tik, sluttede sig om hende; men der var ingen af hendes
Medarbejdere, der kunde tage Arven op efter hende. Der var
end ikke heller noget Øjeblik Tale herom, — desuden var
Danekvindeskolen i økonomisk Henseende en meget daarlig
»Forretning«; Professor Mariboe havde sat en lille Formue