115 / 314
112
anstalt mindre bedømtes efter dens Elevers Færdighed i
fremmede Sprog, end efter den Kundskab, de have til Mo
dersmaalet.«
I Frk. Zahles Omtale af »Historie« er ikke selve Planen
paa nogen Maade mærkelig, men interessant er hendes Slut
ningsbemærkning, der vidner om det Syn, hun allerede den
Gang havde for det levende Ords første Rangs Plads i Un
dervisningen. Efter en Fremhæven af det vigtige i, at Læ
reren ved Undervisningens Afslutning sikrer sig, at Eleven
har vundet en virkelig Oversigt over det tidligere gennem-
gaaede, skriver hun:
»Men dette kan allene skee derved, at Bogen reduceres til,
hvad den i Virkeligheden er: det Lexikon, hvortil Barnet be
standig kan tye for at spørge om, hvad Hukommelsen mindre
tro har bevaret, medens det levende Ord paa en ganske anden
Maade danner den egenlige Undervisning, og Læreren ved
sit Foredrag og Examinationens Frihed og Varme puster
Liv i det døde Bogstav.«
Mest betegnende for hendes unge Alvor og Varme er Om
talen af »Religion«, — et Ord, hun bruger noget i Flæng,
dels som Betegnelse for Faget »Kristendomskundskab«, dels
som Betegnelse for religiøs Tro, — og jeg vil derfor an
føre adskillige af hendes almindelige Betragtninger, hvor
imod selve Fagets Læseplan ikke frembyder nogen særlig
Interesse. Efter at have hævdet »Religionen« som den Grund
vold, paa hvilken Skolen skal bygge, skriver hun:
»Religionen er den Kraft, der skal bære Skolen, den Varme,
der skal gjennemgløde dens Værk, det Lys, der skal om-
straale den. Den skal derfor møde Barnet overalt og i Alt;
den skal derfor ikke i en enkelt Time videnskabeligt fortol
kes, men den skal til alle Tider gjennem Exempel og Ord, ja
gjennem hvert et Vink, hvert Blik, der talende sendes Bar
net, forkyndes. Den maa være tilstede i Historietimen, naar
Læreren viser Begivenhedernes Aarsag og Følge og hæver
Barnets Øje op imod den guddommelige Styrelse — i Natur
historien, naar Læreren gjennemgaaer det fine Blad, som
ingen Konge havde kunnet danne saa dejligt, eller peger paa