116 / 314
H3
Stjernen og løfter Barnets Tanke til Altings evige Ophav,__
i Sprogtimen, naar Læreren forklarer, hvorledes der af Lyden
fremkom Stavelser, af Stavelserne Ord, af Ordene Sætninger
i rig Mangfoldighed, til Udtryk for de forskjellige Tanker og
Følelser i vor Sjæl, og bøjer Barnets Aand i Tak til ham,
der skjænkede denne uskatteerlige Gave. Kort: opfyldes
ikke Skolen og al dens Undervisning af Religionens Aand,
da opnaaer den ikke at give den unge Pige sand Dannelse.«__
Til Slutning tegnes paa det tydeligste den unge vordende
Skolebestyrerindes Personlighed gennem hendes Omtale af
B e s t y r e r i n d e n s Opgave. Først kaster hun et kort Over
blik over Skolens daglige Orden m. m. og skriver saa:
»Tilsynet med alt dette tilkommer fortrinlig Bestyrerinden;
det er hende, der skal overholde den Orden, der skal sammen
fatte det Heles Gang; til hende skal Barnet tye med sin Sorg,
sin Smerte, sin Klage, den være berettiget eller ikke, sine
Spørgsmaal, sine egne smaa Betragtninger, og hun maa vide
at modtage det med den Varme, der trøster Barnesjælen saa
usigeligt, berigtige dets fejlagtige Anskuelser med den rolige
Taalmodighed, der allene overbeviser og indgyder Tillid, men
ogsaa afvise det, naar der i dets Nærmelse skjuler sig noget
Avindsygt, Trodsigt eller hvad andet, der kan leve dybest
inde i Barnets Sind; — kort — hun maa være i Besiddelse
af den Aandens Myndighed, der ej behøver systematisk
Strænghed for at skaffe sig Respekt, men der udtaler hjerte
ligt sin sikre Dom og skaffer sig Lydighed i Kjærlighed
og Tro« —
Disse Ord var fuldt Udtrykket for, hvorledes Frk. Zahle
optog sin Gerning, og for, hvorledes hun personligt ledede
sin Skole i dens første Aar; men da Skolen voksede, da de
50 Elevers Tal snart var fordoblet, følte hun, at selv den
dygtigste Bestyrerindes Kraft ikke forslog til at virke ene,
men at hun maatte have Hjælpere, som forstod og delte hen
des Syn paa deres fælles herlige og hellige Opgave, — og
disse Hjælpere søgte hun i sine K l a s s e l æ r e r i n d e r , de,
i hvem hun til det sidste saa sin Skoles ypperste Støtter.
Tanken om en Klasselærerinde, — ikke en Inspektrice eller
anden tilsynshavende — men en »Klassemor«, der kærligt
Natalie Zahle.