122 / 314
u g
af en rig Mangfoldighed, saa hver Dag bragte os i Spænding
med Hensyn til Valget og jævnlig fremkaldte en livlig Me
ningsudveksling om, »hvilken vi kunde bedst lide«. Efter
Sangen spredtes vi til hver sin Klasse, gik og kom ganske
utvungent, men skønt vi var mer end 50 Børn, og mange
af os m e g e t livlige Børn, mindes jeg aldrig nogen over
dreven Støj, end sige nogen Vildskab; — alt gik som i et
dannet, vel ført Hjem, hvor selve Hjemmets Aand og Tone
sætter Grænsen for Munterheden og Løssluppenheden.
Naar saa i vor ny Skole selve Timen begyndte, blev der
endnu større Trang til at anstille Sammenligninger. Her
blev vi hørt i vore Lektier og fik en »Karakter« i hver Time,
og vi mærkede snart, at disse Karakterer spillede en uhyre
Rolle, idet de ved Maanedens Slutning blev talt sammen,
og Eleverne rykkedes op og ned i Klassen i Kraft af denne
Sammentælling; et ? eller et + gav derfor Anledning til en
i vore Tanker smaalig Sorg eller Glæde, ja, endog til Mis
undelse. Hvor var ikke alt forskelligt fra, hvad vi var vant
til! I Danekvindeskolen hørtes vi i vore Lektier, som vi
naturligvis kunde mer eller mindre godt, fik dem om eller
fik ny for, fik Ros eller Skænd, — hver Art tildelt i lige
sparsomme O rd ; men vi følte alle Lærerens Iver for at
komme videre, for at naa saa langt som muligt, og denne
Iver forplantede sig uvilkaarligt til os Børn og virkede mere
ansporende end noget Karaktersystem.
Saa var der i vor ny Skole endnu en Ejendommelighed,
som i høj Grad forargede i det mindste de »fremmeligere«
iblandt os, og det var den Virkning, Frk. Zahle øvede blot
ved at vise sig. Der kunde være Støj og Tummel i Frikvar
teret eller i Timerne hos de Lærere, der holdt daarlig Disci
plin, men hørtes blot Lyden af Frk. Zahles Skridt, saas blot
Fligen af hendes Kjole, blev der øjeblikkelig Stilhed. Vi
kendte kun til at sludre op lige lystigt, enten Susette var til
Stede eller ej, — vi kunde maaske endog undertiden blive
lidt mere højrøstede, naar hun kom, fordi hun da blev op