1 2 2
tvende Kirketaarne« for os, — naar Frk. Zahle kom med en
Spøg, der fremkaldte et fornøjet Smil, hørte vi vor egen
rungende Latter, naar Susette fortalte en Molbohistorie,
kort sagt, paa intet Omraade slog Frk. Zahle eller hendes
Skole til for os, og vante, som vi var, til Aabenhjertighed i
Ord og Udtryk, forblev vore Følelser ingen Hemmelighed
for vore Kammerater, for Lærerinderne eller for Frk. Zahle
selv, og uden at det naturligvis stod os klart i hele sin Ud
strækning, havde vi dog en ubedragelig Fornemmelse af,
at vor hele Holdning vakte Bedrøvelse.
Det kunde synes, at jeg har fordybet mig for meget i mine
Barndomsminder fra Danekvindeskolen, men jeg har ment
det nødvendigt for til fulde at vurdere den Maade, paa hvilken
Frk. Zahle ikke alene mødte og til sidst afvæbnede de oprør
ske Aander, men ogsaa for at vise, hvorledes hun forstod for
sit eget Vedkommende at drage Belæring af Kampen, saa at
den endog bragte Berigelse til hende selv og over hendes
Arbejde. Det er vist ikke at gaa den menneskelige Natur
for nær, naar jeg udtaler den Mening, at i 98 af 100 lignende
Tilfælde vilde en saadan lille indtrængt Oprørsskare inden
for en vel organiseret Skole være blevet mødt, i bedste Til
fælde med kølig Overlegenhed og i hver enkelt Konflikt med
en skarp Tilrettevisning. Hyppigere vilde man dog enten have
udvist Strenghed, kategorisk have fjernet fra Skolen de far
ligste, o: de trodsigste Elementer, eller man vilde maaske
have søgt at virke nedbrydende over for Børnenes medbragte
Idealer, paa samme Tid som man vilde have søgt at frem
hæve egne Fortrin. Men intet sligt fandt Sted.
Straks efter at vi var indmeldt, søgte Frk. Zahle Susette
og bad hende, inden hun endnu kendte det mindste til vort
elskværdige Sindelag, om Vink og Oplysninger med Hensyn
til vore »vigtige« smaa Personligheder . Dette hendes første
Besøg var muligvis nærmest af forretningsmæssig Natur,
men jeg véd, at begge disse højsindede, varmhjertede Kvin
der straks følte sig stærkt tiltrukket af hinanden, saa der