128 / 314
1 2 5
godt!« blev Frk. Zahle, hvad hun senere har fortalt mig,
ramt dybere end af nogen fjendtlig Demonstration. Hun
følte, der var »noget«, hun ikke endnu under alle sine Be
stræbelser og Overvejelser havde formaaet at sænke ned
over »sine Børn«, — men fra den Stund blev denne lille Pige
hende ganske særlig kær.
Et andet Træk skal jeg drage frem: Engang da jeg i en
Time, jeg husker ikke hos hvilken Lærer, var blevet rost
for en uventet Viden, jeg havde lagt for Dagen, udbrød jeg
i mit Hjertes Glæde: »Ja, vi havde ogsaa saadanne udmær
kede Lærere i Danekvindeskolen; min Far siger, at der var
bedre Lærere der end i denne Skole!« Dette Udraab gjorde
tilsyneladende ikke nogen Virkning, hvad det heller ikke
var beregnet paa. Selv glemte jeg fuldstændig denne lille
Episode, den havde ingen Rolle spillet for mig, og i min
Faders Ytring, hvis den overhovedet var rigtigt gengivet,
har der sikkert ikke ligget nogen Brod mod Frk. Zahles
Skole. Men nogen Tid efter standsede Frk. Zahle mig paa
Trappen, da jeg var ved at gaa hjem, — der var noget, hun
gerne vilde tale med mig om. Til min store Forbavselse var
det Udraab, jeg selv fuldstændig havde glemt, blevet med
delt hende, og nu tog hun det op, — ikke for paa nogen
Maade at skænde eller at tilkendegive nogen Krænkelse,
men for paa den jævneste og naturligste Maade, som talte
hun med en voksen, at forklare mig, at Dommen mulig var
noget overilet. Hun viste mig, at en ældre, erfaren og anset
Skolebestyrer som Professor Mariboe havde lettere ved at
knytte de største Navne i Lærerverdenen til sin Skole end
en ung Bestyrerinde af en endnu til Dels ukendt Skole; men
hun viste mig tillige, at der hos de unge Lærere tit var
noget, der kunde bøde paa den manglende Rutine og Er
faring, og det var Varmen, Begejstringen, Friskheden, hvor
med de gik til deres Arbejde, det, de følte som en Æressag
at udføre saa godt som vel muligt. Jeg mindes hendes Ord,
som var de faldet i Gaar, — jeg følte mig slet ikke »flad«,