126 / 314
1 2 3
under Samtalen kom mangt frem, som ikke hørte med ind
under de pligtmæssige Oplysninger. Frk. Zahle har siden
sagt mig, at hun allerede under denne Samtale var kommet
til at holde af hver eneste af os og mente, at hun paa For-
haand kendte os ret godt.
Hun modtog os uden at ane Uraad, glad og venlig, bød os
velkommen og forestillede os for Lærere og Kammerater,
men følte sig allerede den første Dag som stivnet under
den isnende Utilgængelighed, hvormed vi mødte hende. Vi
var tvære under Overhøringen, klinede os sammen i Fri
kvartererne, saa truende til alle Sider, indtil det forløsende
Øjeblik kom, da vi skulde hjem, og nogle iblandt os fik Luft
for vore Følelser i en Strøm af Taarer, der naturligvis snart
efterfulgtes af mange smaa, stride Bække. Aldrig glemmer
jeg den Mildhed, hvormed Frk. Zahle blot sagde de Ord til
os: »I skal se, det bliver bedre i Morgen!« Ja, naturligvis
blev det bedre for hver Dag, der gik, for de smaa og de sagt
modige; for Agitatorerne og Uviljens Førere blev derimod
hver Dag sværere og sværere, fordi vi maatte sætte mer og
mer Kraft ind paa at holde den hellige Misfornøjelses Lue
i Live. Først sent lærte vi at forstaa, hvor meget Frk. Zahle,
fintmærkende, som hun var, i ualmindelig Grad trængende
til Tillid og Kærlighed, vant til at beundres af sine Elever,
maatte lide under denne vor Færd.
Blandt de øvrige Lærerinder var der vist mer end een, der
uhyre gerne vilde have givet os utidige Unger et velment
Knubs, »tørret os ordentlig af«, som man siger; dog de holdt
deres Harme tilbage af Hensyn til Frk. Zahles Ønsker. Der
var dog ogsaa nogle, hvis milde, kærlige Hjerter drev dem
til at prøve paa at »optø os«, ønskede at kunne det baade
for vor egen og for Frk. Zahles Skyld, og disse kærlige Sjæle
fik forholdsvis hurtigt Held med sig. Vi selv kunde jo heller
ikke i Længden udholde denne Krigstilstand over for a l l e ;
derfor ræsonnerede vi højmodigt, at »det jo ikke var Lærer
indernes Skyld, Skolen var, som den var; det stammede jo