127 / 314
1 2 4
alt fra Frk. Zahle«, hvorfor det allernaadigst tillodes at holde
af Lærerinderne, om vi havde Lyst dertil. Især blev Frk.
Zahle s højre Haand, den smukke, milde og muntre Betzy
Frontin, snart vor alles erklærede Yndling, og hun var og
nok til ikke direkte at arbejde paa en Tilnærmelse mellem
os og Frk. Zahle; overskredes blot ikke den ydre Lydigheds
og Høfligheds Grænse, — og det blev den i Almindelighed
ikke, vi var paa en Vis alle dannede og velopdragne Børn
— forlangte hun klogelig ikke mere. Men hendes egen varme
Følelse for Frk. Zahle og Skolen var kendelig i hele hendes
Færd og bidrog meget til at smelte Isskorpen om vore
Hjerter.
,
Saa var der ogsaa et Moment, som ikke kunde undlade
at gøre stærkt Indtryk, i det mindste paa de noget ældre af
os, og det var den uforbeholdne, alt andet dog end forcerede
eller sødladne Maade, paa hvilken Frk. Zahle anerkendte
vor forholdsvise »Dygtighed« og forstod at give vor tidligere
Skole Æren herfor. Vi selv følte instinktmæssigt, at der
var en Forskel i den Maade, paa hvilken vore Kundskaber
var bibragt os, og den, vor ny Skole havde anvendt over for
sine Elever; vi kunde ikke forklare os, hvori det laa, men
vi følte Forskellen og var stolte og smigrede over Anerken
delsen; denne blev ogsaa en Spore for os til at anstrenge os
for at hævde vor Førerstilling, og i den Interesse, vi saa-
ledes fik for Undervisningen, vandt Frk. Zahle en mægtig
Forbundsfælle. I den første Tid af vor Skolegang læste vi
ældre Elever (fra 12—15 Aar) ikke meget med Frk. Zahle
selv; de yngre havde hende derimod i flere Fag, særlig 1
Bibelhistorie og Dansk, og hvor forvænte de end var, syntes
de dog, det var »rart at læse med Frk. Zahle«. Engang, da
hun saaledes sad med en Klasse, i hvilken der var en 6—7
»Danekvinder«, kom hun i Snak med dem om et og andet,
de havde at berette fra »Susettes Skole«; de blev varme og
livlige, men da til sidst en af dem — denne Gang i al Elsk
værdighed — ganske stille sagde: »Aa, der havde vi det saa