123 / 314
120
fordret til at afgøre en Strid imellem os,
men naar Timen
begyndte, var der uden noget Paabud øjeblikkelig den for
nødne Stilhed, ikke alene i hendes Timer, men gennem-
gaaende i alle. Jeg husker kun een Lærer, vi ikke kunde lide,
og over for hvem vi dristede os til Næsvisheder, som fra
hans Side altid gik ganske upaatalt hen og derfor snart mi
stede Spændingens og Angrebets Glæde. Vi, Oprørerne fra
Danekvindeskolen, kunde slet ikke begribe, hvad det var,
der lod Frk. Zahles Personlighed virke, som vi daglig havde
det for Øje, og saaledes, at vi, efter nogle dødfødte Forsøg
paa at emancipere os fra den, følte, — til vor grænseløse For
agt for os selv, — at vi mer og mer bøjede os for den. Vi be
greb ganske instinktmæssigt, at det ikke var A n g s t for
Frk. Zahle, der raadede mellem hendes Elever, men vi for
stod slet ikke endnu den medfødte Myndighed, den Hersker
evne, der var hendes Væsen givet. Dette gik først sent op
for os; vi betragtede vore ny Kammeraters Holdning som
Udtryk for »slavisk Underkastelse«, og vi var glade, da vi
mente at have udfundet, at det hele stammede fra »Svær
meri« for Frk. Zahle, en Slutning, der ikke var helt fjern
fra Sandheden, og som vi fandt yderst lav og foragtelig.
Man kunde, efter hvad jeg har nævnet om vor Kærlighed
til Susette, tro, at vi ikke kunde sige os selv fri for Svær
meri over for h e n d e, men jeg maa bestemt hævde, at noget
saadant kendtes end ikke i den svageste Afskygning. Dette
forklares vist ganske simpelt ud derfra, at de allerfleste af
os »Danekvinder« var kommet ind i Skolen som ganske
smaa; det var for os aldeles naturligt, vi tog det som noget
givet, at en Skolebestyrerinde altid var sød og rar og glad
og smuk; vi saa op til hende paa samme gode, sikre Maade,
som Børn ser op til deres Moder, uden nogen Sinde at ana
lysere Karakteren af deres Følelser for hende.
Frk. Zahle derimod havde overtaget sin Elevkreds som
Arv; de fleste af Børnene var »gamle i Gaarde«; hun tilførte
dem saa meget nyt, saa meget friskt, saa meget hidtil uanet